Det var i den sidste Nattevagt,
og det spøgede fælt imellem Gravene,
Skikkelser i forunderlig Dragt
listed sig om, i Tusmørket ravende.
Dødningedansen gik gennem Landene,
da gav det et Pust — det lysned om Strandene.
Mænd med høje og stærke Pander
og Himmelens Ild i Sjælene tændt
plantede Reformationens Banner,
og Middelalderens Mørke var endt,
Pavedømmet raved mod Graven,
Og Nutiden fatted Komandostaven.
Det blev det lifligste Morgengry
med pippende Grønt over alle Vange,
Solen badede sig i Sky
og kaldte ad Lærkernes Morgensange,
og Jerikos Mure de styrted i Hast
for Tonernes Brus, og Seglet brast.
Det Segl, der havde lukket for Bogen,
hvor Herren som i sin Grav var lagt
af sine kære i Billedets Dragt,
Skriften, der taler med Tusindaars Magt,
og som Paven havde faaet slængt i Krogen,
den lukkedes op og fik atter Klang
i tusinde Munde i Ord og Sang.
Den Aand, der fordum jog med Vikingen
under fyldte Sejl paa det stormfulde Hav,
den vaagned paany, og den sprængte sin Grav,
med Ulrich Hutten og Franz von Sickingen
meldte den højrøstet Tidens Krav.
Den tyske Adel slog paa sit Skjold,
det klang i Toner fra Hedenold.
Men han, som sad i den skumle Celle,
i tusinde Tanker, angstomspændt,
med Øje og Øre indadvendt —
han ejed endda den største Vælde,
ham var det, som kunde Dragen fælde,
og ham, som fik Alterlysene tændt.
Der faldt et Ord, og det tændte Flammer
ti Ordet kom fra det stille Kammer.
Og Glæden sprang ud af Ordets Forkyndelse,
det var, som om Morgenstjernen den sang,
nu, som i Skabningens første Begyndelse,
som var det Skabelse anden Gang;
men, hvad der skabtes til Bod for Jammer,
det skabte Gud i et stille Kammer.
Hvor hviled Sjælen fra Storm og Strid,
hvor aanded Hjærtet i Sabbathstimen
og priste sig født til en salig Tid
at høre de sachsiske Klokkers Kimen;
men Festen, som Kirkeklokkerne melde
begyndte i Broder Martini Celle.
Den stille Celle, ja det er dér,
hvor Hjertet sig vaander i Savn og Sukke,
og hvor det ofte synes at bukke
helt under den knugende Vægt, det bær,
den stille Celle, det er dog dér,
skønt mørk og snæver som Mose Vugge,
at Dagningen sender først sit Skær.
Hvo dér har siddet i Nattedragt,
siddet og ventet paa Morgenrøden,
og næsten segnende kæmpet med Døden,
han fik i Stilheden Mod og Magt.
Det stille Kammer, det stille Kammer,
dér tændes Hjerternes Alterflammer,
dér er de himmelske Magter nær,
dér Slægtens Lykke og Fremtid smedes,
dér finder Sandheden Skjold og Sværd,
dér ruster Aanden til Rejsefærd,
og dér kun i Selvforglemmelse bedes,
saa Skatten findes, hvorom der ledes,
ja selve Sejren den vindes dér.
Ja, i det snevre og i det dunkle,
der fødes ud af hengivende Trang,
de Mænd og de Tanker, der siden skal funkle
som ledende Stjerner paa Slægtens Gang
og højt ophøjes i Digtersang
og føre Sceptret og klæde Tronen,
bane sig Vej fra Land til Land
til fjerneste Strand:
Fra Cellen udgaar Reformationen.