Et Aarhundred tilbage, det var i Marseille,
dér stemtes det ny Aarhundreds Reveille.
Et nyt Aarhundredes Sejerssang
hørte med Undren sin egen Klang.
Det var Svende i Bluser, der stemte den op,
en pjaltet, men uovervindelig Trop.
Hvad før kun ulmed i Kvindegraad,
det svulmed, det svulmed til mandig Daad.
Det hæved sin Stemme, det skreg paa Bedrift,
det skrev over Landet med flammende Skrift.
„Til Fanerne Mænd! For Frihedens Sag!
Vi har set Tyranniets den sidste Dag.”
Som et Fløjtesignal, som en Hvirvelvind,
det bredte sig ud, det bored sig ind.
Da var der Slut paa tryglende Bønner,
det var Hævn, der blev raabt i de ringeste Rønner.
Den banked paa Herremændenes Port,
da gavned Diplomet dem ikke stort.
Den hujed derude, den lasede Trop:
Kom ud! Lad os gøre vort Regnskab op!
Da saa’s den røde Hane gale
fra Borgens Tag: det var Hævnens Tale.
Og Strømmen steg som Lavinen ruller,
med stigende Gny, med døvende Bulder.
Hver Mand laante gerne en Haand
at bryde alle de skøre Baand.
De gamle blev unge, de unge Mænd
og Trommernes Hvirvlen rev alting hen.
Da brast den, Absolutismens Tømme
og løjet Storhed og dyrtkøbte Drømme.
Ja, alle Luftkastellerne sank
for Bajonetten, der blinked blank.
Da ofredes rygende Menneskeblod
at gøre Seklernes Uret god.
Paris maatte høre den vildeste Jammer
og Seinen spejle de rødeste Flammer.
Trommerne buldred, Hornene klang,
det ny Aarhundredés Morgensang.
Og Verden blev vakt af Hundredaarsdøsen
ved Frihedens, Rettens og Sandhedens Løsen.
Ja Verden blev vakt af Tusindaars Slummer
ved Toner, som aldrig mere forstummer.
Ti kommer Verden igen i Nød
og truer man Frihed med Baal og Død,
saa lyner det atter fra Folkevillien,
da lyder Raabet paany: „Til Bastillen!”
Da klinger igen den gamle Reveille,
der stemmedes op af Folk fra Marseille.