Kender I Inspirationens Magt?
Venner, lyt til min Tale!
Den er som Aftenhimmelens Pragt
naar Solen begynder at dale,
og naar i Skovenes Sale
Fuglestemmerne tale
saa uudsigelig sødt,
mens luende Skyer male
den mindste Vandpyt med rødt
og Duggen falder saa blødt.
Et Øjeblik — en kort Fantasi,
straalende lyst, blændende rigt,
et Øjeblik, saa er alt forbi,
se saadan fødes et Digt,
Fuglenes Stemmer tie,
Glansen er blegnet, Solen svandt,
Lyset tabte og Mørket vandt,
slukkede Farvespillet —
og medens Stemmerne flygte bort,
breder Natten sig stum og sort.
Et Øjeblik, en lykkelig Stund,
der gæster dit Hjerte, aabner din Mund,
og lægger sig paa din Tunge,
der giver Dig Tonemes lokkende Magt
og Viddets Pile og Farvernes Pragt,
saa Sjælen sig føler beaandet,
aander sig ud i smeltende Sang,
griber et Ord for sin dybeste Trang,
øser med fulde Hænder af Fondet.
— saadan er Inspirationen,
flygtig som Lyset, flygtig som Tonen.
Den døer med det flyvende Øjeblik,
men skænker Dig dog saa liflig en Drik,
den rækker Dig Bægret som Muse,
da gjælder det, Du agter dens Vink;
ti flygtig er den som Solens Blink
paa Bølger, som Vindene kruse,
den drager Dig med til sit straalende Slot,
hvor tusinde Harper bruse,
den gjør Dig en stakket Stund til Drot,
Du er i Slottet til Huse,
ak, et Øjeblik blot!
Et Øjeblik Strengene klinge,
et Øjeblik Straalerne spille,
et Øjeblik laaner den Vinge,
saa Sjælen frit kan sig svinge,
hvorhen dens Attraa vilde;
men saa er Slottet forsvundet,
og ingen kjender dets Sted,
og ingen Vandrer har siden fundet
en Sten til Erindring at tage med.