Der var i min Bolig
en Rude, der vendte
bort fra Verden.
Dér sad jeg ofte,
og Roserne dufted’,
mod mig fra Haven,
mit Øje fæstet
paa sagnblaa Højder,
som randed Himlen.
Dag efter Dag
og Time for Time
søvngængeragtig
jeg sad ved Ruden;
de vaagnes Verden
kendte jeg ikke.
Men naar Stormen rased,
raslede Løvet,
og stundom Regnen
stænkede Ruden
med hvide Draaber.
Og, naar Solen skinned
tegnede Grenene
fjerlette Skygger
blaat over Gruset.
Menneskeskikkelser
mødte mig ikke.
Som en Dykker vandrer
dybt under Havet
og fra sin Klokke
ser som i Drømme
flygtende Former
af fremmed Liv,
selsomme Havdyr,
Søuhyrer,
Eventyrskove
af Tang og Alger;
over hans Hoved
den evige Brusen
af Søens Konka,
et Hav af Drømme
og tunge Timer.
Da kom der et Stormstød,
et bragende Fald
som af styrtende Mure,
halvt som i Drømme
vendte jeg om.
Foran mig laa den
sælsom fremmed:
de vaagnes Verden!
Kuldeblaa Armod
hyllet i Pjalter
sov i Skyggen
af stenhaarde Mure,
mens tavse Skarer
af Menneskeslaver
stønnende bøjed sig
ind under Aaget,
saa Blodet pressed
i hver en Aare,
og Smertesskriget
kvaltes i Struben.
Jeg saa dem bygge
i trange Stræder,
i usle Rønner,
hvor Sygdom hused
og Kummer hærged,
smerteblege,
solskinsfattige
Menneskebørn.
Menneskeskæbne
paa Menneskeskæbne
dukkede frem
og mødte mit Øje
med stumme Klager
paa frostblaa Læber
og Angst i Hjærtet.
Bitrest af Alt
den evige Kamp
for Livets Nødtørft,
Kampen for Brødet!
Der slog imod mig
et Raab fra Mængden,
et tusindtunget,
skærende Raab
af fortvivlede Stemmer:
Guldet! Guldet!
raabte de alle.
Og langsomt vaagned jeg
op af Drømmen,
af Eventyrverdnernes
sagnblaa Drømme.
Foran mig laa den
saa sælsom fremmed:
De vaagnes Verden.
En Duft af Roser,
af dæmringstunge,
duggomspundne,
nikkende Roser
slog imod mig
fra Drømmehaven,
som laa derude
i Solens sidste
synkende Straaler,
mens tungt i Haanden
jeg støtted min Pande.