Den højeste Gud at søge
jeg drog mig i Verden ud,
jeg red over Mark og Hede,
jeg red i Storm og i Slud.
Mit Liv var en dunkel Gaade;
men Svaret vilde jeg finde,
saa lod jeg mit Hjærte raade
og Foden følge i Blinde.
Jeg kom til det stille Kloster,
hvor læspende Munke sad,
bøjede over Bogen,
drejende Blad paa Blad.
Jeg tolkede dem den Længsel,
der drev paa Rejsen mig ud,
jeg sagde: Mon her hos eder
jeg finder den højeste Gud?
De lukked i Cellen mig inde
alt med det hellige Ord,
de sagde: Her kan Du finde
Guddommens visse Spor.
Her er for Tvivlen og Sorgen
den tryggeste Ankergrund,
hvert Ord, Du læser i Bogen
er talt af Guddommens Mund
Jeg sad i Cellen og læste,
baade ved Nat og Dag,
jeg hørte, alt som jeg læste,
mit Hjærtes de bange Slag.
Der laa over Bogens Blade
en Taage for mine Blikke,
og, naar mit Hjærte spurgte,
svarede Guden mig ikke.
Paa Bogen randt min Taare;
ti dødt var Skrifternes Ord,
saa drog jeg igen af Gaarde,
at søge Guddommens Spor.
Jeg drog over Fjeld og Dale
fuldt mange mødige Fjed,
med Guden vilde jeg tale
alt paa det viede Sted.
Jeg kom til de høje Støtter
i Gudernes hellige Lund,
jeg bad fra den aarle Morgen
til Middagens hede Stund.
Men, skønt mit Hjærte brændte
som Alterlysene klare,
slet intet Blad sig rørte,
og ingen Gud vilde svare.
Du høje Gud, som sidder
fjærnt i din hellige Himmel,
midt i de tusinde Kloders
evig drejende Vrimmel.
Hvor kunde jeg ogsaa vente,
Du skulde laane et Øre
til hver Vagabond, som kommer
og banker paa dine Døre?
Saa rejste jeg mig fra Lejet,
fra Gruset lavt, hvor jeg laa,
hvi skulde jeg trygle længer,
naar ingen hørte derpaa.
Hvi skulde jeg knæle længer
med Bønner og bange Sukke,
naar Livets evige Gaader
forvares bag Laas og Lukke.
Selv faar jeg igennem Verden
se til at hugge mig Vej,
selv faar jeg til Maalet mig famle,
Guderne hjælper ej,
selv faar jeg prøve at stave
Livets de store Bud;
ti her i mit eget Hjærte
her bor den højeste Gud.