Vi binde en Krans af Perler,
og Perlerne spredes i Sand,
vi hejse Sejl imod Livets
og havne i Dødens Land.
Opad mod Sky vi os svinge,
vi hilse Dagen med Sang;
men Sorgen stækker vor Vinge
og Glæden er lagt i Tvang.
Og medens Timerne rinde
paa Tidens Flodbred vi staar,
og alle de vilde Vinde
suse igennem vort Haar.
Vore Ungdom, vor Drøm om Lykke,
vugges paa denn Flod,
hver Bølge stjæler et Stykke
af Grunden under vor Fod
Tungsindig vort Øje følger
fra Strandbredden, hvor vi staar,
de evigtvandrende Bølger
af Timer og tunge Aar.
Vort Hjærtes fejreste Tanker
skrev vi i Kystens Sand,
de glattes i næste Time
bort af det vigende Vand.
Midt i de brusende Vande
vort Liv er en liden Ø,
hvis Kyster stadig plyndres
af Tidens rullende Sø.
Og mange Slægter skal gemmes
i denne bundløse Grav,
før en Gang den sidste Sejler
vugges paa Tidens Hav.