O, Frihed, rul dit staalblaa Banner ud,
med Klang som Stormen Bølgens Felt udruller!
Giv dine faldne Sønner det til Skrud!
Hvil deres Hoved mod din egen Skulder!
Her er det Maal, de fæsted Øjet paa,
til Døden lukkede det brustne Øje,
o Frihed, svøb dem i dit Banner blaa
og hvil dem ud fra Dagens lange Møje.
Og, finder Du en Mand, der ukendt stred,
og ingen Saga spurgte om hans Kampe,
indtil han træt fra Stridens Tummel gled
derind i Skær af Dødens hvide Lampe.
En ensom Mand, af Lykken helt forstødt,
et Barn, der saaredes af Livets Pile,
o, Frihed, svøb ham dobbelt mildt og blødt,
og bær ham varligt hen til Nattens Hvile.
Ti bitterhaard og lang er denne Strid,
før Sejrens Sol kan over Marken skride,
og før vi naa de lyse Drømmes Tid,
maa mangen en Soldat i Græsset bide.
Ti Tiden nu har klædt sig i Kyrads
og kalder ud til Kamp med malmhaardt Mæle,
og mangt et Hjærtes Lykke, skør som Glas,
vil knuses under Kampens Jernskohæle.
Men dersom nogen falder, skal hans Navn
gaa som et Løsen gennem Hærens Rækker,
hans Trofasthed skal lyse som en Bavn
med Stjerneglans, som Mørket ikke dækker.
Og, naar i Morgen Sejrens Klokker slaa,
og Dagens Harper ere festlig stemte,
vil vi, o Frihed, til dit Tempel gaa
og læse dér en Messe for de glemte.