Ensom vandrede jeg gennem Natten,
da jeg pludselig mod Skyen saa’,
og der var en rustbrun Ring om Maanen
som en Krans af Immorteller smaa,
og i Kransens Midte bleg og brusten
lig en død Prinsesse Maanen laa.
Vinden skjalv og sukked,
Stjernen Øjet lukked,
rundtom ruged Natten kold og graa.
Og jeg flakked mellem visne Stubbe,
langs den matte, sørgelige Strøm,
og den mumled sorgfuld som en Gubbe,
der fortæller om sin Ungdoms Drøm,
og det var, som blev mit Hjærte naglet
højt til Dødens Træ med skarpe Søm.
Mon der end sig dølger
bag de kolde Bølger
en krystalklar, vinterfrossen Drøm?
Ti de glade Dage, ja de glade Dage,
de er tabt foruden mindste Spor,
og de glade Timer vendte ej tilbage,
flygted troløst bort som fagre Ord,
dog en Vandring bliver end tilbage
did, hvor Fred foruden Mislyd bòr.
Endnu bier Lykken
under Askeskyggen,
hvor de hvide Immorteller gror.