Fra dette Kuldens og Taagens Land,
hvor alle Farverne døde,
jeg sender min Tanke, saa fort jeg kan,
Solen og Somren i Møde.
Vi lytte og spejde bag Taagens Vold,
vi tælle Timer og Dage.
Naar kommer den Ridder med gyldent Skjold
og fælder den rugende Drage?
Men Vinteren sidder i Sneværksfòr
paa Trone af isgraa Flager
og glæder sig end ved det gamle Ord:
Det holder, saa længe det knager.
Men vogt Dig, o Vinter, hørte Du ej
fra Skyen en Lærketrille.
De falske Gække er alt i Vej:
O Vinter, de spaa Dig ilde.
Formummet i Sneens det hvide Skrud,
at Fjenden ej skal dem mærke,
de liste sig sagte af Lagnet ud
i deres smaa, hvide Særke.
Da aabner Solen en Lueregn
af gyldne, glødende Pile,
hvor Gækken planter sit Foraarstegn,
vil ej Violerne hvile.
Da synker, o Vinter, din Tronestol,
da knækker din Istapslanse.
Paa Himlen vandrer den varme Sol
og alle Bølgerne danse.