Jeg sad og vented under Birkens Susen
med Øret retted’ imod Havets Brusen,
der kransede med Skum den nære Strand.
Jeg vented’, at en Skygge skulde glide
hen over Kystens Sand det glimmerhvide.
Men ingen Skygge kom. Kun Strandens Maager,
der kredsed skrigende og svandt i Taager,
som om de varslede den nære Storm;
jeg vented, til mit Øre blev bedøvet
af Bølgens Sus og Vindens Leg i Løvet.
Da var det mig, som tvende Hænder lagde
sig om min Hals og tvende Læber sagde
mig ind i Øret paa fortrolig Vis:
Her har Du mig, og er jeg end en Skygge,
nu vel, jeg er dog din, dit Lys, din Lykke.
Lyd, som Øret ingentid kan fange,
lig lette Jomfrufjed ad gyldne Spange
igennem Luftens dybe Stilhed klang,
og saa en Røst, der kaldte mig til Møde
med disse Timer, som saa hurtig døde.
Ja, i det tavse, grænseløse Øde
fortrolig vandred mig en Sjæl i Møde
med Haaret kranset af det hvide Skum,
en skumfødt Drøm, som Sjælen kun fornemmer,
imellem Vindens Sus og Bølgens Stemmer.