Der gaar et Sus gennem Lindeløvet.
Det rasler ængstlig i Bøgens Top.
Jasminernes Blade hvirvles i Støvet,
og skælvende bøjer Rosen sin Knop.
Paa Bladet de blinkende Dugdraaber stænke,
det blinker i Lillieøjet som Graad.
Rose, min Frænke,
Rose, hvorfor er din Kind saa vaad?
Er det fordi, at din Skønhed aner
de mørke Dage, som forestaar,
den Dag, da Stormen din Skønhed raner,
hvert lille Blad fra din Glædes Vaar.
Den Dag, da Høstvinden mægtig bruser
ud over Landet med Dødens Bud,
da Taaresluser
skal slette Foraarets Drømme ud?
Og da jeg gik, hvor sig Stien dølger
igennem Rugmarken, sommerhvid,
der gik et Sus gennem Kornets Bølger,
et Sus, der varsled om Høstens Tid.
Snart spiller Stormen paa Bord og Bænke,
snart kommer Regnen og rydder op,
da vil vi tænke
med Vemodsmil paa hver visnet Knop.