Jeg mærker ikke til Vinter, jeg mærker ikke til Vaar,
jeg mærker ikke til Stormen, som over mit Hoved gaar.
Og ikke til Nattens Komme, og ikke den lyse Dag,
og ikke Sol eller Maane, der vandre over mit Tag.
Og ikke Sorg eller Glæde, der skifte blandt Menneskers Slægt,
og ikke Timernes Veksel og ikke Aarenes Vægt.
Der toner kun for mit Øre en enstonig Melodi,
en Klang som af Søens Brusen, naar Stormen blandes deri.
Det er som søvntunge Vover, der skvulpe i ensformig Takt,
et Hav af Valmuedrømme over mit Hoved er lagt.
— Hvor længe jeg vel har sovet; hvi spørger I mig derom?
Fra den Gang Dagen den blegned, fra den Gang Natten den kom.
Hvor længe jeg vel skal sove? Ak, spørg mig ikke om Tid?
Saa længe til Vinden og Voven faa udkæmpet deres Strid.
Saa længe til Dagen og Natten falde hinanden i Favn,
saa længe til selve Tiden naar til en rolig Havn.