Det glitrer fra den høstlighøje Himmel,
det hvisker tyst fra blege Blomstermunde;
Fred er der i de tankefulde Lunde,
der hvile ud fra Sommerdagens Svimmel.
Hvo nu blot kunde skære sig en Strimmel
af dette himmelblaa og køligt-sunde
til Lægedom for hver en saarhed Vunde,
der reves op i Dagens vilde Stimmel.
O, der er Fest i hver en Farvetone,
der er en stille Jubel i din Røst,
drys ogsaa milde Tanker i mit Bryst,
til jeg ved denne himmelhøje Trone
og foran Altret for den rige Høst
kan lægge ned min Vandrings Tornekrone.