Hvor store Bregner tavs i Skyggen staa,
hvor Vinden kølig mellem Grene vifter,
hvor Lys og Skygge uophørlig skifter,
mens Sommerhimlen smiler dyb og blaa.
Hvor ingen Lyd af Verden kan mig naa,
hvor ingen lave Formaal Ufred stifter,
hvor jeg fordybet i Naturens Skrifter
kan Livets dunkle Mening bedst forstaa.
Dér hændte det mig stundom, at jeg faldt
i en Begejstrings grænseløse Svimmel,
imens jeg staved denne dunkle Mening,
som den, der var en lille Del af alt,
med Jord og Hav, med Skyer og med Himmel
i evig, uopløselig Forening.