Den lille Brønd, den staar saa sælsomt stille
tæt ved den store, tankefulde Skov,
der kendes knapt et Spor af Faarets Klov,
som slukked her sin Tørst om Aftnen silde.
Kun højt i Skyen anes Lærkens Trille,
der nylig paa de grønne Bolstre sov:
en Smule fattigt Græs til Husbehov,
fra Gærdet hist en Duft af Roser vilde.
Her er det Land, hvor man kan Verden glemme
og lukke til sit Riges Borgeled
for al den Strid, som raner Hjærtets Fred.
I denne Stilhed føler jeg mig hjemme,
tidt var det mig, som fra det tavse Sted
der taltes til mig med min egen Stemme.