Usynligt kredser Tiden om vort Hoved,
og Vintren kommer tyst med Drys af Sne,
indtil en skønne Dag med Sorg vi se,
at Somren holdt ej, hvad den havde lovet.
At medens vi i sorgløs Fred har sovet
paa Puderne af mangt et kært Maaske,
har til sin endeløse Epopé
at digte nogle Stanzer frækt den vovet.
Og at de Timer, som imens er rundet,
hver lille, fager Drøm, som toned hen,
kan aldrig mere hentes ind igen;
men er som Vand, der er i Havet rundet,
det store Hav, hvor alting haster hen,
hint Ocean, som ingen Fod har bundet.