Som Nikodemus villig nok vi hylde
den gode Sag i Ly af lukte Døre,
naar Verden sover paa sit grønne Øre,
da kan dens dybe Røst os mægtig trylle.
Men prise den af varme Hjærters Fylde
paa aabent Torv, hvor Folket kan os høre,
det vilde være voveligt at gøre,
saa stort et Offer kan man neppe skylde.
Og dette maa enhver Messias lide,
at den, der kom om Natten som Bekender,
før Solens Opgang flygter fra hans Side.
Og dobbelt tungt i Dødens Stund at vide,
at han, just han, som os i Døden sender,
en natlig Time sad blandt vore Venner.