Mens Hjærtet kæmper ensomt i sin Celle
den lange, lange Nat med Bøn og Suk,
saa sidder stolt som Kusk paa Statens Buk
det, som man kalder, det officielle.
En Kusk, der véd med Pisken flinkt at smelde,
paa Frakken kendes ej det mindste Fnug,
kridhvide Handsker — gu’ er Fyren smuk
og véd, hvordan man skal i Verden gælde.
Hvor sidder der han nonchalant og rank,
Sølv er hver Knap, der pryder Vest og Frakke,
i hver en Knap en Krone straaler blank.
Og gaar det op, og gaar det ned ad Bakke,
om saa den hele, arme Verden sank,
han holder lige knejsende sin Nakke.