Et dobbelt Segl for Skæbnens Bog er sat,
et Segl, som ingen Haand formaar at bryde,
at ingen skal de dunkle Runer tyde
og gennemtrænge denne tavse Nat.
Ét véd vi, at som Hjulet drejes brat,
saa let og snart kan Lykken os forskyde,
saa let og snart kan Lykken atter fryde
den Sjæl, der sad i Mørket mest forladt.
Ophøjer eder derfor ej af Lykken,
ej af den Sol, der blinker paa jert Skjold,
i Morgen sidde I maaske i Skyggen.
Ti Lykken — siger Visen — er en Trold,
med Mennesker hun leger mangefold,
og er som Elverpigen hul i Ryggen.