Hvad gør det, om en enkelt Stemme tier
i dette store, mangestemte Kor?
Hvem savner vel en Blomst i Somrens Flor,
naar der er Blomster nok langs alle Stier?
Naar der er fuldt af Sang i Lund og Lier,
hvad gør det, om en Sangfugl faldt til Jord?
Dens Tavshed efterlader intet Spor
i Sangerkorets rige Harmonier.
Naturen er for frodig til at gemme,
at ruge længe paa et enkelt Savn,
hun spørger ikke om sin Elskers Navn.
Nej, i sin Ungdoms Rus vil snart hun glemme,
den enkelte, som laa ved hendes Favn
og dyssedes i Søvn ved hendes Stemme.