Naar jeg en Gang skal lukke Øjets Laag
fra dette travle Liv, som var min Lykke,
naar alle Farver viskes ud i Skygge
til Klang af brustne Illusioners Tog.
Da vil til sidste Klang af Livets Sprog
jeg Livets Rigdom til mit Hjerte trykke,
før jeg den lange Nat skal ensom bygge
paa Kirkegaardens fredelige Krog.
Og mangen Gang, som i en gammel Mythe,
naar Solen rødlig hælder i sin Gang
og fjernt fra Gaden lyder Smaabørns Sang,
da vil jeg lønlig ligge der og lytte
og ønske tidt, naar Tiden falder lang,
at jeg med hine Smaabørn kunde bytte.