Ak hine første, sommerlyse Nætter,
hvor dybt de prente sig i Mindet ind,
hvor gaadefuldt de deres Tryllespind
uløselig om vore Hjerter fletter.
Tavs sejler Maanen over hvide Sletter,
som gled den for en næsten uddød Vind,
og Duggen stænker blidt paa Rosens Kind
smaa, klare Perlestænk, som ikke pletter.
Kun Nattergalens Triller sælsomt blide,
mens Freja spinder paa sin gyldne Rok,
lig gyldne Draaber gennem Øret glide.
Ad Vejen vandre vi en lille Flok,
selv dysset ind i Drømme maanehvide,
og Nattens Stilhed er vort Hjerte nok.