Ved Livet, ja ved Livet dog vi hænge,
skønt tidt vi prise Dødens dunkle Magt
og klæde den i bløde Farvers Pragt
og hilse den med dæmpet Klang af Strænge.
Ti Livet er en Ven, vi kendte længe,
maaske det har os føje Lykke bragt;
men ingen levende har Døden smagt,
og Dødens Land er som et lukket Vænge.
Men den, der Livets Bitterhed har tømt,
er som en febersyg, der halvt i Blinde
forhaaner, hvad hans Hjerte elsker ømt.
Ja, ganske som en saaret Elskerinde,
der gantes med en fremmed Gæst paa Skrømt
af Bitterhed mod den, hun ej kan vinde.