Et bronzefarvet Løv af Solen spættet,
Stilhed som paa Bunden af en Sø.
— I slig en Stilhed var det sødt at dø
af Somrens Solskin og dens Glæde mættet.
At hvile ud af Dagens Vandring trættet,
hvor Skovens Fyrster deres Kroner strø,
hvor end det vifter med en Duft af Hø,
hvor intet, intet stanser Aandedrættet.
Hvor ingen vildsom Larm din Tanke spreder,
hvor kun en sagte Susen Øret naar,
hvor alting lyttende og festligt staar.
Ja, her, hvor alt om Søvnens Stilhed freder,
at slumre ind i Drøm om kendte Steder
og sove roligt fort et tusind Aar.