B.S. Ingemann (1789–1862)

Henrul, o Elv, og bruus om Luthas Slette!

Ud over Bierget suus, du gamle Skov!

Paa Brinken vil din blinde Skiald sig sætte,

Hvor Ørnen hviler ud fra Kamp og Rov.

Paa Fieldet Tidslen taus og eensom stander,

I Vinden ryster den sit sølvgraa Skiæg;

Med Stormen dumpt sig Harpetonen blander,

Mens Blomsten blegner paa sin Klippevæg.

Sit tunge Hoved den mod Stenen dukker,

Med Himlens Draaber synker den i Støv:

„Hvi vækker du mig kolde Vind! — den sukker —

„Min Stund er nær, adspredes skal mit Løv.

„Maaskee imorgen Vandreren skal komme,

„Han komme, som mig i min Skiønhed saae,

„Han skal mig søge paa de Klipper tomme,

„Ei finde Stedet, hvor jeg blomstred paa.“

Saa skal de Conas Røst forgieves søge,

Naar den af Mark og Skov forsvunden er:

Ved Dagbrud Jægeren blandt sine Bøge

Skal standse — lytte — hører den ei meer.

Hvor er du? Fingals Søn! — saa vil han sige —

Hvor er din Stemme? gamle Oldtidsskiald!

Men Ingen svarer; — taus han vil bortvige,

Og Taaren paa hans Kind henveires skal.

Kom da, o kom! min Bautasteen at reise,

Malvina! kom da med din Sorgesang!

Paa Luthas Slette lad min Gravhøi kneise!

Hvor er du? — kom! — jeg hører ei din Gang.

Hvor er du med din Ømheds vaade Blikke?

Hvor er du, Toscars Datter! med din Trøst?

Malvina! — ak! hvi svarer du mig ikke?

Saa er og du forstummet, søde Røst!

O! favre Straale, saa er du alt dalet!

Saa har du i min Mørkhed mig forladt!

Saa har din Stierne Vestens Bølge malet,

Og Ossian ei saae det i sin Nat.

Ak! tidlig daled du paa vore Bierge!

Høit stiger atter du i Østen nu,

Blandt Skyens Kæmper, over Jordens Dværge,

I Tordnens Hal paa Storme svæver du.

I Fingals Skyborg staaer du ved hans Side,

Betragter Flammesværdet i hans Haand,

Seer Taagen over Helteskioldet glide,

Og studser ved den høie Kæmpeaand.

Trindt Kongen sidde Fædrene paa Taager,

Og høre Ullins Qvad om Fortids Daad;

Han Harpen slaaer, og Heltekredsen vaager

Ved Nattens Blus — Malvinas Kind er vaad.

„Hvi græder du? hvi kommer du saa fage?“

— Til Toscars Datter taler Kongen saa —

Jeg seer min Søn, ak! han er træt af Dage,

Hvi maatte du saa tidlig fra ham gaae?

See! hist paa Fieldet sidder han nu ene,

Han kalder paa dig, hører ei din Gang;

Hvo skal nu reise Heltens Bautastene?

Hvo skal indlulle ham med Harpeklang?

Hør Conas Luftning i hans Lokker suser!

— Den leged før med dine brune Haar —

Blandt dine Fædres Vaaben den nu bruser

I øden Borg, hvor Tungsind Harpen slaaer.

Far hen o! Vind, og suus paa dine Vinger,

Suk paa Malvinas Grav! og far forbi!

Dit Suk ei hendes Aand tilbagebringer,

Den svæver høit i Skyen, den er fri!“

— Lyksalig est du, Oscars tro Veninde!

Lyksalig est du i din lyse Sky!

Hvi bære I min Aand ei did, o Vinde!

Hvi maae de Elskede foroven skye?

See! Ossian staaer ene, sidst tilbage,

Nu rører Harpen han for sidste Gang:

Hans Siæl skal minde sig sin Velmagts Dage,

Og fare hen i Storm til Harpeklang.

Bortvift, o Vind! bortvift min sidste Stemme!

Bortvift min Sang til Fingals Taageborg!

Lad Sønnens Sorgetoner ham fornemme!

Lad ham besøge Sønnen i hans Sorg!

— See! Nordenvinden aabner dine Porte,

Jeg seer dig, store Konge! paa din Sky:

Du glimter mat i Rustningen den sorte,

Du, for hvis Blik jeg saae de Tappre flye.

Hvor er din Glands? hvor er din Styrke? Fader!

Dit Glavind er et taaget Nordlys nu;

Mon Kraften Helten i hans Død forlader?

I Livet var du selv de Stærkes Gru.

— Dog see! dit Fied paa Ørknens Storme svæver,

Og Uveirsskyer sortne i din Haand,

See! Menneskenes svage Sønner bæver,

Og flygter endnu for din Vredes Aand.

Men naar du i din Blidhed huld fremskrider,

Og Morgenluftning boltres om din Gang,

Da smiler Solen, Bækken sagte glider,

Og ruller igiennem Dalen hen i Sang.

Men hør hvad hvisker? — Stormens Drøn bortviger,

Jeg drømmer ei — jeg hører Fingals Røst:

„Kom Ossian! kom, elskte Søn! — han siger —

Kom til din gamle Faders Kæmpebryst!

Sin Roes har Fingal vundet; vi henfore

Som Luer, der har straalet for en Tid,

Forsvinde maa det Herlige, det Store;

Men kronet har Navnkundighed vor Id.

Skiøndt vore Kampes Mark er mørk og stille,

Paa Heden staae de fire Stene graae,

I dem vort Rygte boer, mens Storme spille

Med Heltens Støv, hans Navn kan ei forgaae.

O! Ossian, din Stemme er fornummet,

Din store Harpe er i Selma rørt,

Kom, Ossian! din Roes er ei forstummet,

Kom, flyv med mig! — din Sang har Verden hørt.“

— Ja komme vil jeg, Heltes Seiervinder!

Mit Liv udslukkes som et Stierneskud:

Fra Conas Sletter Ossian forsvinder,

Han har udkæmpet, han har siunget ud.

Ved Moras Steen jeg slumre skal og hvile,

Hvor Mosset groer paa Elvens krumme Vei,

Her Nattens Stierneblink i Bølgen smile,

Forstyr, o Elv! din Bardes Hvile ei!

Hans Nat er lang, hans Øine er saa tunge;

End suser Stormen i de hvide Haar —

Bortsuus, o Vind! lad Harpens Streng kun runge!

Mens Ossian til sine Fædre gaaer.

Men, gamle Barde! hvi est du bedrøvet?

Hvi voxer Mørket hos dig, Fingals Søn!

Hvi lytter du til Stormens Leg med Løvet?

Hvi lytter du til Havets Bølgers Drøn?

Som Skovens Løv skal Slægterne forsvinde,

Og andre Blade grønnes, hvor de svandt,

Som Havets Bølger Tiderne skal rinde,

Og der er intet Spor, hvor Bølgen randt.

Hvor er din Skiønhed, Ryno! hvor din Styrke?

Min diærve Oscar! — Fingal selv forsvandt.

I eders Fædres Haller boer der Mørke,

Og Tidslen groer, hvor eders Blod henrandt.

Skal du da, gamle Skiald! tilbageblive?

Naar brat de Vældige er farne hen,

Skal ingen Storm din Harpe sønderrive?

Og smuldrer ei tilsidst din Bautasteen?

— Lad briste, smuldre! — Tonerne skal leve,

Naar Harpen er forstummet paa min Grav,

Og Ossian paa Tonerne skal svæve:

— Far hen, min Aand! flyv over Jord og Hav!