Den fremmede Fugl
(Efter Schreiber.)
(Efter Schreiber.)
„Giennem Luften jeg mon drage
Vidt hen over Land og Hav;
Hiemmet blev saa langt tilbage,
Som mig Blomsterleiet gav.“
„Ak! jeg fandt kun Høstens Alder,
Unge Vaar forlod jeg der,
Løvet grønnes, Løvet falder,
Koldt og eensomt er det her.“
„Dog paa høien Himmelbue
Gyldne Stierne glimrer klar.
Du, hvis Glands jeg end kan skue,
Du min Ungdoms Stierne var.“
„Kunde jeg dog rask mig hæve
Did, hvor Haabets Fakkel staaer,
O hvor glad jeg skulde svæve
I en evig Rosenvaar!“
Modigt lille Fugl sig svinger
Op mod Stiernen i det Blaae;
Haabet styrker vel dens Vinger —
Kan dog fierne Glands ei naae.
Og den synker, mat af Kummer,
Kold, til Ro i Jordens Støv;
Og den Trættes dybe Slummer
Luner Egens gule Løv.