Bøj dit blaae Løb, o Elv, trindt om Luthas snævre Slette! De grønne Skove hvælve sig ud over den fra deres Bjerge! og maae den beskues af Middagens Soel! Tidselen er der paa sin Klippe, og ryster sit Skjæg i Vinden. Blomsten sænker sit tunge Hoved, neggrende stundom i Aftnens Pust. Hvi vækker du mig, o Vind? synes den at sige. Jeg er bedækket med Himmelens Draaber. Min Visnetid er nær, og Blæsten, som skal adsprede mine Blade. I Morgen skal Vandreren komme, han som saae mig i min Skiønhed skal komme; hans Øjne ville lede over Marken; men de ville ikke finde mig. Saa skulle de lede forgiæves om Conas Røst, naar den er forsvunden fra Marken. Jægeren skal komme ved Dagbrud, og min Harpes Stemme mon ikke høres: ”Hvor er vognbaarne Fingals Søn?” Taaren vil være paa hans Kinder.
Kom da, Malvina, kom da du med alle dine liflige Toner; læg Ossian i Luthas Slette: lad hans Gravhøj knejse paa den yndige Mark. Malvina! hvor est du med dine Sange, med dine Fodtrins kjære Lyd? Alpins Søn, est du nær? hvor er Toscars Datter?
Jeg vandred, o Fingals Søn, forbi Tarluthas mossede Mure. Ingen Røg opsteeg fra Borgen, der var tyst blandt Bjergets Træer. Jagtens Raab var forbi; jeg saae Buens Døttre. Jeg spurgte om Malvina, men de svarede ikke. De bortvendte deres Aasyn; Skygger tilhylled deres Skiønhed. De vare liig Stierner over Nattens taagede Fjeld, hver skuende mat giennem sin Skye.
1 Blid være din Roe, o faure Straale, snarlig har du dalet paa vore Bjerge. Statelig var din Nedgang, liig Maanen paa den blaae, bævende Bølge. Men du har forladt os i Mørkhed, første blandt Luthas Piger! Vi sidde paa Klippen, og der er ingen Røst; intet Lys uden Nattens Lue! Snart har du dalet, Malvina, vognbaarne Toscars Datter! Men du stiger liig Østens Straale blant dine Venners Aander, hvor de sidde i deres stormfulde Borge, Tordenens Haller. En Skye ruger over Cona: høje ere dens blaae, krusede Sider. Vindene ere under den med deres Vinger! deres Midte er Fingals Vaaning. Der sidder Helten i Mørkhed; hans Luftspyd er i hans Haand. Hans Skjold halv tilhyllet med Skyer, er som den mørkende Maane; naar dens ene Halvdeel endnu tøver i Bølgen, og den anden skuer mat hen ad Marken. Trindt om Kongen sidde hans Venner paa Taage, og høre Ullins Kvad; han slaaer den neppe synlige Harpe, og hæver den svage Røst. Med tusinde Blus oplyse de mindre Helte Luftborgen. Malvina hæver sig i deres Midte; en Rødme er paa hendes Kind. Hun skuer sine Fædres ukjendte Ansigter, og bortvender sine taarefyldte Øine.
Est du kommen saa fage, siger Fingal, o ædle Toscars Datter. Tungsind boer i Luthas Haller; min bedagede Søn er fuld af Sorg2. Jeg hører Conas Luftning, som plejed’ at løfte dine tunge Lokker: den kommer til Borgen; men du er ikke der; dens Røst er traurig blandt dine Fædres Vaaben. Bort med din susende Vinge, o Vind! og suk paa Malvinas Grav, hist hæver den sig under Fjeldet, ved Luthas blaae Elv. Pigerne ere bortgangne til deres Sted, og du, o Vind, sørger ene der. Men hvo kommer fra det dunkle Vesten, baaren af en Skye? Et Smiil er paa hans blege, dugvædede Ansigt; hans Taagelokker flyde paa Vinden; han fremstrækker sit Luftspyd. Det er din Fader, Malvina! — ”Hvi skinner du saa snarlig paa vore Skyer, siger han, o Luthas yndige Lys? Men du varst bedrøvet, min Datter, for dine Venner vare henfarne. Svage Menneskers Sønner vare i Borgen, og ingen tilbage af Heltene, uden Ossian Spydkonning.”
Og mindes du Ossian, vognbaarne Toscar, Conlochs Søn? Vore Ungdoms Krige vare mange; og vore Glavind ginge tilsammen ad Kampens Mark. De saae os komme, liig to nedrullende Klipper; og Udlændingens Sønner flyede. Hist komme Conas Kæmper — sagde de — deres Løb er i de overvundnes Spor.
Alpins Søn! drag nær til Oldingens Kvad. Fortids Daad er i min Siæl; min Hukommelse straaler paa de henfarne Dage, da vor Vej var paa Dybet. Alpins Søn! drag nær til den sidste Lyd af Conas Stemme.
Morvens Konge bød, og jeg opløftede mine Sejl for Vinden. Toscar, Luthas Herre stod ved min Side; da jeg besteeg den mørkeblaae Bølge. Vort Løb var til havombruste Berrathon, Stormes Øe. Der boede, i Alderdoms Lokker, den stærke Larthmor; Larthmor, som beredte sine Skallers Fest for Comhals mægtige Søn, da han drog til Starnos Borge i Agandekkas Dage. Men da Førsten ældedes, da steeg hans Søns Stolthed, haarfagre Uthals Stolthed, tusinde Pigers Elskede. Han bandt den gamle Larthmor og boede i hans larmfulde Haller. Længe forsmægtede Kongen i sin Hule ved det rullende Hav. Morgen kom ikke til hans Vaaning; ej heller den flammende Eeg om Natten; men Havvinden var der, og Maanens dalende Straale. Den røde Stjerne saae Kongen, naar den tindred’ paa Vestens Bølge.
Snitho kom til Selmas Borg; Snitho, Larthmors Ungdoms Ven. Han fortalte om Berrathons Konge; Fingals Harme steeg. Tre Gange tog han Spydet for at udstrække sin Haand mod Uthal; men Mindet om hans Daad fremviste sig, og han sendte sin Søn og Toscar. Vor Fryd var stor paa det væltende Hav; og ofte halvuddrog vi vore Sværd; thi aldrig før havde vi kæmpet allene i Spydstrid.
Nat kom ned over Havet; Vindene foer bort paa deres Vinger. Kold og bleg er Maanen; de røde Stjerner løfte deres Hoveder. Langsomt glide vi med Berrathons Kyst; de hvide Bølger tumle mod Klipperne. Hvilken Røst er denne, sagde Toscar, som kommer mellem Bølgernes Brusen? Den er sød, men sørgelig, liig henfarne Barders Stemme. Men jeg skuer Pigen; hun sidder paa Klippen allene. Hendes Hoved er nedbøjet paa hendes snehvide Arm; hendes sorte Haar er paa Vinden. Fingals Søn! hør hendes Sang! den er blid, som Lavaths glidende Vande. Vi kom til den tause Vig, og hørte paa Nattens Møe.
”Hvorlænge ville I rulle omkring mig” Havets blaatumlede Vover? Min Bolig var ej altid i Huler, ej heller under det susende Træe. Festen beredtes i Torthomos Hal; min Fader forlystedes ved min Stemme. Ynglingene saae mig i min Yndighed, og signed brunlokkede Ninathoma. Da var det du kom, o Uthal, liig Himlens Soel. Pigernes Hjerter ere dine, ædle Larthmors Søn; men hvi forlod du mig ene midt iblandt brølende Bølger? Var min Siæl mørk af dit Mord? har min Haand løftet Sværdet? Hvi har du da forladt mig allene, højen Finthormos Konge?”
Taaren brast fra mit Øje, da jeg hørte Pigens Røst. Jeg stod for hende i min Rustning, og talte Fredens Ord. Du Hulens faure Indvaanerinde! hvilket Suk er i dette Bryst. Skal Ossian for dig løfte Sværdet, dine Fienders Bane? Torthomos Datter, stat op, jeg har hørt din Kummers Ord. Morvens Slægt er omkring dig, den Slægt, som aldrig fornærmed’ de Svage. Kom til vor mørkbrystede Snekke, du deiligere end den dalende Maane! Vort Løb gaaer til det fjeldfulde Berrathon, til Finthormos gienlydende Mure. Hun kom i sin Skiønhed, hun kom med alle hendes yndige Fjed. Taus Glæde lyste i hendes Ansigt, som naar Skygger flyve fra Vaarens Mark; den blaa Bæk runder i Klarhed, og den grønne Busk bøier sig over den.
Morgenen steeg med sine Straaler. Vi kom til Rothmos Vig. En Vildorne brød’ ud af Skoven; mit Spyd giennembored’ hans Side. Jeg frydede mig over Blodet, og forudsaae min voxende Hæder3. Men nu kom Buldret af Uthals Skare fra højen Finthormo; de sprede sig over Heden til Ornens Jagt. Selv skrider han langsom frem, i sin Styrkes Stolthed. Han løfter to spidse Spær. Ved Heltens Side er hans Sværd, Tre Ynglinger bære hans glatte Bue, fem springende Hunde ere foran ham. Efter ham fremtrine hans Krigere, beundrende Kongens Fjed. Statelig var Larthmors Søn; men hans Siæl var mørk — mørk som Maanens forvirrede Aarsyn, naar den forkynder Stormene.
Vi fremstege paa Heden for Kongen; han standsed midt i sin Gang. Hans Krigere samledes omkring ham, og en graahærdet Barde fremtraadte. ”Hveden ere de Fremmedes Sønner? begyndte Barden. De Ulyksaliges Børn komme til Berrathon, til vognbaarne Uthals Sværd. Han bereder ingen Fest i sin Hal, Fremmedes Blod er i hans Strømme. Om I komme fra Selmas Volde, fra Fingals mostakte Volde, da udvælger tre Ynglinger, som kunne gaae til Kongen og forkynde ham hans Kæmpers Fald. Maaskee kan Helten komme og udgyde sit Blod paa Uthals Sværd, saa skal Finthormos Rygte stige, liig Dalens voxende Træe.”
Aldrig vil det stige, o Barde! sagde jeg i min Harmes Stolthed. Han vilde sammenkrympe sig for Fingals Aasyn, hvis Øjne ere Dødsluer. Comhals Søn kommer, og Kongerne forsvinde fra hans Ansigt; de sammenrulles som Taage ved hans Vredes Aande. Skulle tre forkynde Fingal, at hans Kæmper faldt? — Ja! — de kunne, o Barde! men hans Kæmper skal falde med Ære.
Jeg stod i min Styrkes Mørkhed; Toscar drog sit Sværd ved min Side. Fienden fremvæltede som en Elv, blandede Dødstoner løde. Mand tog Mand, Skjold mødte Skjold; Staal blandede sine Straaler med Staal, Pile hvine giennem Luften, Spyd klirre mod Brynier, paa kløvede Skjolde Sværdene springe. Som en bedaget Lunds Bragen under den brølende Storm, naar tusinde Aander brække dens Træer om Natten, saaledes var Vaabnenes Larm. Men Uthal faldt under mit Sværd, og Taaren hang i mit Øje. Du er falden, unge Træe! sagde jeg, omgivet af al din Skiønhed. Du er falden paa dine Sletter, og Marken er bar. Vindene komme fra Ørken, og der er ingen Lyd i dine Blade. Fager est du i Døden, vognbaarne Larthmors Søn.
Ninathona sad paa Kysten, og hørte Kampens Drøn. Hun fæsted’ sine røde Øine paa Lethmal, Selmas graahærdede Skjald; thi han blev tilbage paa Strandbredden hos Torthomos Datter. ”Oldtids Søn, sagde hun, jeg hører Dødens Bulder. Dine Venner have mødt Uthal, og Helten er falden. O at jeg var bleven paa Klippen, indsluttet af tumlende Bølger! Da vilde min Siæl været sorrigfuld; men hans Død vilde ikke naaet mit Øre. Est du falden paa din Hede, o højen Finthormos Søn! du forlodst mig paa Klippen; men min Siæl var fuld af dig. Højen Finthormos Søn! est du falden paa din Hede!” — Bleg rejste hun sig i sine Taarer, og saae Uthals blodige Skjold; hun saae det i Ossians Haand; forvildede vare hendes Trin paa Heden. Hun fløj; hun fandt ham; hun faldt. Hendes Siæl foer ud i et Suk. Hendes Haar bedækker hendes Ansigt. Mine bristende Taarer rinde. En Gravhøj hævede sig over de Ulykkelige, og min Sang lød: ”Hviler, ulykkelige Ungdoms Børn! hviler ved Bækkens Rislen! Pigerne ville skue eders Grav paa Jagten, og bortvende deres grædende Øjne. Eders Rygte vil være i Sangen; Harpens Stemme vil høres til eders Priis. Selmas Døttre skulle høre den, og eders Roes skal være i fremmede Lande! — Hviler, I Ungdomsbørn, hviler ved Bækkens Rislen!”
Tvende Dage tøvede vi paa Kysten; Berrathons Kæmper samledes. Vi førte Larthmor til hans Borg; Skallernes Fest blev givet. Oldingens Fryd var stor; han beskuede sine Fædres Vaaben, de Vaaben, han havde forladt i Hallen, da Uthals Stolthed steeg. Vi vare navnkundige for Larthmor, og han lovede Morvens Ædlinge; men han vidste ej at hans Søn var falden, Uthal i Styrkes Skjønhed. De havde fortalt, at han flyede til Skovene med Kummers Taarer; saa havde de fortalt; men han var taus i Graven paa Rothmas Hede.
Den fierde Dag hejste vi vore Sejl for Nordvindens Brusen. Larthmor kom til Bredden, og hans Barder istemte Sangen; stor var Kongens Glæde. Han saae til Rothmas skumle Hede; han saae sin Søns Grav, og Mindet om Uthal fremsteeg. Hvo af mine Helte, sagde han, ligger der? Han synes at have været blandt Spydkongerne. Var han berømt i min Hal, før Uthals Stolthed steeg? I ere tause, I Berrathons Sønner! Er Heltenes Konge falden? Mit Hjerte smelter for dig, o Uthal, end skiønt din Haand var imod din Fader. O at jeg var bleven i Hulen! og min Søn boede i Finthormo! Jeg kunne have hørt hans Fodtrin, naar han gik ud at jage Vildornen. Jeg kunne have hørt hans Stemme i min Hules Vind. Da ville min Siæl have frydet sig; men nu boer Mørke i mine Haller.
Saa var min Daad, Alpins Søn, da min Ungdoms Arm var stærk; saa var Toscars Tid, vognbaarne Conlochs Søn! men Toscar er paa sin flyvende Skye, og jeg er allene ved Lutha; min Stemme er liig Stormens sidste Pust, naar den forlader Skovene. Men Ossian skal ikke længe være allene; han skuer den Skye, som skal favne hans Aand; han skuer den Skye, som skal danne hans Kjortel, naar han fremstiger paa sine Bjerge. Svage Menneskers4 Børn skulle see mig, og beundre Oldkæmpernes Skikkelse. De skulle krybe til deres Huler, og see til Himlen med Forfærdelse; thi min Gang skal være i Skyerne, og Mørke skal frembølge ved min Side.
Led, o Alpins Søn, led Oldingen til hans Skove. Stormene begynde at hæve sig; Søens mørke Bølger bruse. Bøjer sig ikke et Træe fra Mora, med sine Grene nøgne? det bøjer sig, Søn af Alpin, i den hvinende Blæst; min Harpe hænger paa en skaldet Qvist; sørgelig er dens Strenges Klang. Rører Vinden dig, o Harpe, eller er det en forbifarende Aand? Det er Malvinas Haand! men bring mig Harpen, Alpins Søn! en anden Sang skal lyde; i Klangen skal min Siæl henfare. Mine Fædre skulle høre den i deres Lufthaller. Deres dunkle Ansigter skulle nedbøje sig med Fryd fra deres Skyer, og deres Hænder modtage deres Søn.
5 Den gamle Eeg luder over Elven; den sukker med al sit Mos. Ved dens Fod hviner den visnende Bregne, og blander sig bølgende med Ossians Haar. Slaae Harpen, hæv Sangen! bærer nær med alle eders Vinger, I Vinde; bærer de sorgfulde Toner til Fingals Skyborg — bærer dem til Fingals Borg, at han kan høre sin Søns Stemme, hans Stemme, som priste de Tappre. Nordvinden aabner dine Porte, o Konge! og jeg skuer dig siddende paa Skyer dunkelt glimtende i al din Rustning. Ej er din Skikkelse nu de Tappres Skræk, men liig en Regnskye, naar vi see Stjernerne bag ved den med deres grædende Øine. Dit Skjold er ligt den gamle Maane; dit Glavind en Taagestøtte, halv oplyst af Ild. Mørk og svag er Helten, som vandred i Glands tilforn. Men dine Fjed ere paa Ørkens Storme og Uvejrsskyerne sortne i din Haand. Du tager Solen i din Vrede, og skjuler den i dine Skyer. Svage Menneskers Sønner forfærdes; og tusinde Regnskyl nedstyrte. Men naar du fremskrider i din Blidhed, er Morgenluftningen nær ved din Gang. Solen smiler i sine blaae Marker, og Bækken slynger sig klar giennem sin Dal. Buskene vugge deres grønne Hoveder i Vinden; Raaerne springe mod Ørken.
Men der er en Dundren i Heden! Stormen sagtnes! — Jeg hører Fingals Røst: længe har den været borte fra mit Øre. ”Kom Ossian, kom? siger han. Fingal har vundet sin Roes. Vi henfore som Luer, der der have skinnet for en Tid; vor Bortgang var i Navnkundighed. Skjøndt vore Kampmarker ere mørke og tause, er dog vort Rygte i de fire graae Stene. Ossians Stemme er hørt, og Harpen rørt i Selma. Kom Ossian, kom — siger han — og flyv med dine Fædre paa Skyer!” — Og komme vil jeg, du Heltes Konning! Ossians Liv udslukkes. Jeg begynder at forsvinde paa Cona, og mine Fjed sees ikke i Selma. Ved Moras Steen skal jeg indslumre. Vindene, som hvine i mine graae Haar, skulle ikke vække mig. Bort iil paa dine Vinger, o Vind; du kan ikke forstyrre Skjaldens Hvile. Natten er lang; men hans Øine ere tunge. Bort, du susende Vind. Men hvi est du bedrøvet, Fingals Søn? hvi voxer din Siæls Skye? Fortids Kæmper ere gangne heden; uden Navnkundighed ere de døde. Fremtids Sønner skulle henfare, og en anden Slægt opstaae. Menneskene ere liig Havets Bølger, liig skovrige Morvens Løv; de forsvinde i den hvinende Storm, og andre Blade løfte deres grønne Hoveder. Var din Skiønhed varig, o Rhyno? stod vognbaarne Oscars Styrke? Fingal selv forsvandt, og hans Fædres Haller forglemte hans Fjed. Og, skal du blive tilbage, gamle Skiald! naar de Vældige segned? Men mit Rygte skal blive tilbage, og være liig Morvens Eeg, som løfter sit brede Hoved mod Stormen, og jubler i Vindens Løb.