1 Det var min Elskedes Røst! faae ere hans Besøg til Malvinas Drømme! Aabner eders Lufthaller, mægtige Toscars Fædre! udfolder eders Skyers Porte, Malvinas Komme er nær. Jeg har hørt en Stemme i min Drøm; jeg føler min Siæls Flaggren. Hvi kom du, o Vind, fra Søens mørke Rullen? Din susende Vinge var i Træerne. — Malvinas Drøm forsvandt. Men hun saae sin Elskte, som hans Taagekjortel fløj paa Vinden; Solens Straale var paa dens Fryndser, de glindste liig Udlændingens Guld. Det var min Elskedes Røst! faae ere hans Besøg til mine Drømme. — Men du boer i Malvinas Siæl, mægtige Ossians Søn! Mine Sukke stige med Østens Straale; mine Taarer falde med Nattens Draaber. Jeg var et lysteligt Træe for dit Aasyn, Oscar, omringet af alle mine Grene; men din Død kom, liig et Stormkast fra Ørken, og nedstyrted mit grønne Hoved; Vaaren vendte tilbage med sin Regn, men mine Blade fremspirede ej. Møerne saae mig taus i Borgen, og rørte Frydharpen; Taaren var paa Malvinas Kind, Pigerne skuede mig i min Kummer. Hvi est du bedrøvet, sagde de, første blandt Luthas Piger? Var han yndig som Morgenstraalen, statelig for dit Aasyn?
Liflig er din Sang i Ossians Øre, strømfulde Luthas Datter! Du har hørt henfarne Barders Kvad i din Hviles Drøm, da Søvn nedsank paa dine Øine ved Moruths Rislen. Da du kom tilbage fra Jagten paa Solens Dag, da har du hørt Barders Kvad, og din Sang er liflig. Den er liflig, o Malvina, men den smelter Siælen. Der er Fryd i Tungsind, naar Fred boer i den Sorgmodiges Bryst. Men Sorg fortærer de Kummerfulde, o Toscars Datter, og deres Dage ere faa. De hensegne, som Blomsten, paa hvilken Solen skuer i sin Vælde, naar giftig Taage har faret over den, og dens Hoved er betynget med Nattens Draaber. Lyt til Ossians Kvad, o Pige, han mindes sin Ungdoms Dage.
Kongen befoel: jeg hejste mine Sejl, og foer ind i Cromas Bugt, i Cromas susende Bugt udi Erin. Højt paa Klinten knejste Crothars Spydkongens Taarne. Crothar vide berømt af sin Ungdoms Krige; men Alderdom boede nu trindt om Kongen. Rothmar løftede Sværd mod Helten, og Fingals Vrede brændte. Han sendte Ossian at møde Rothmar i Strid, thi Cromas Første var hans Ungdoms Ledsager.
Jeg sendte Barden foran mig med Sange; jeg kom i Crothars Borg. Der sad Helten blandt sine Fædres Vaaben; men hans Øjne vare blinde. Hans graae Lokker bølgede om en Stav, paa hvilken Krigeren støttede sig. Han nynnede Oldtids Sang, da vore Vaabens Klang vakte hans Øren. Crothar opstod, udstrakte sin gamle Haand, og signede Fingals Søn. — Ossian! sagde Helten, min Arms Kraft er forsvunden. O kunde jeg løfte Sværdet, som paa den Dag, da Fingal kæmped ved Strutha. Han var den første blandt Dødelige; men Crothar havde ogsaa sin Roes. Morvens Konge lovede mig; og satte Calthars hvælvede Skjold paa min Arm, Calthar, som Helten havde slagen i Strid. Seer du det ej paa Væggen? for Crothars Øine have svigtet. — Er din Styrke liig din Faders, Ossian? Lad Oldingen føle din Arm.
Jeg rakte Kongen min Arm; han fatter den med sine skjælvende Hænder. Sukket stiger i hans Bryst, og hans Taarer rinde. — Du er stærk min Søn, sagde han, men ikke liig Morvens Konge. Men hvo er som denne Helt blandt de Vældige i Krig? — Lad Festen beredes i mine Haller, og mine Barder istemme Sangen! Stor er han, som nu er inden for mine Volde, gienlydende Cromas Sønner!
Festen begynder; Harpen klinger; og Fryd er i Borgen. Men det var Fryd, som skjulte et Suk, der boede mørkt i hvert et Bryst. Den var liig Maanens matte Straale, udbredt over en Skye paa Himlen. Omsider ophørte Strengelegen, og Cromas bedagede Konge talte; han talte uden Taare, men Sukket svuldned midt i hans Stemme.
Fingals Søn! seer du ikke Mørket i Crothars Hal? Min Siæl var ikke mørk ved Festen, mens mine Kæmper levede. Jeg jubled’ for Fremmedes Aasyn, da min Søn straalte i Borgen. Men! Ossian, han er en Straale, som forsvandt og efterlod sig intet Spor af Lys. Han er falden, Fingals Søn, i sin Faders Krige. Rothmar græsrige Tromlos Første hørte at mine Øine vare slukte; han hørte at mine Vaaben vare ophængte i Hallen, og hans Siæls Stolthed steeg. Han kom mod Croma: mine Mænd faldt for ham. Jeg greb mine Vaaben; men hvad kunde blinde Crothar giøre? Mine Fjed vare forvildede; min Smerte var stor. Jeg ønskte de henfarne Dage — Dage, paa hvilke jeg kæmped’ og sejred’ paa Blodmarken. Min Søn kom tilbage fra Jagten, haarfagre Fovargormo. Han havde endnu ikke løfted sit Glavind i Kamp, for hans Arm var ung. Men Ynglingens Siæl var stor; Tapperheds Ild lued i hans Øine. Han saae sin Faders uroelige Gang, og hans Suk opsteeg. Cromas Konge, sagde han, er det fordi du ej har en Søn, er det for Fovargormos Arms Svaghed at dine Sukke stige? Jeg begynder, min Fader, at føle min Arms Kraft; jeg har draget min Ungdoms Sværd, og jeg har spændt Buen. Lad mig møde denne Rothmar med Cromas Ynglinger: lad mig møde ham, o min Fader; thi jeg føler min brændende Siæl. Og du skal møde ham, sagde jeg, blinde Crothars Søn? men lad Andre drage frem for dig, at jeg kan høre dine Fodtrin ved din Gjenkomst; for mine Øjne skue dig ej, haarfagre Fovargamo. Han gik, han mødte Fienden; han faldt, Fienden nærmer sig Croma. Han, som slog min Søn, er nær med alle sine spidse Spyd.
Ej er det Tid, svarte jeg, at fylde Skallen. Mine Kæmper saae mit Øjes Ild; trindt rejste de sig. Natten igiennem ginge vi over Heden. Blege Morgen steeg i Østen. En snæver, grønnende Dal laae for os; den savned’ ikke sin Aae. Rothmars mørke Hær sees paa dens Bredder med alle deres glindsende Vaaben. Hen over Dalen kæmpede vi; de flyede, Rothmar sank under mit Sværd. Dag var dalet i Vesten, da jeg bragte hans Vaaben til Crothar. Den bedagede Helt følte dem med sine Hænder, og Fryd bestraalte hans Siæl.
Folket samles til Borgen. Skallernes Lyd høres. Harperne røres. Fem Barder fremtræde, og synge, een for een2, til Ossians Roes; de udgød deres brændende Siæle, og Harpen svarte deres Røst. Stor var Cromas Fryd, for Fred vendte tilbage til Landet, Natten nedsteeg med Taushed; og Morgnen vendte tilbage med Glæde. Ingen Fiende kom i Mulm med sit blinkende Spyd. Stor var Cromas Fryd, for barske Rothmar var falden.
Jeg opløftede min Røst for Fovargormo, da de lagde Kæmpen i Jorden. Den bedagede Crothar var der, men hans Suk hørtes ej, han ledte om sin Søns Saar, og fandt det paa hans Bryst. Fryd opsteeg i Oldingens Ansigt; han kom og talte til Ossian. Spydkonning, sagde han, min Søn er ikke falden uden Hæder. Den unge Kriger flyede ej, men mødte Døden i det han foer frem i sin Styrke. Lykkelige ere de, som døe i Ungdom, naar deres Rygte prises. De Fejge vil ikke skue dem i Hallen, og smile ad deres skjælvende Hænder. Deres Minde skal æres i Sang; Pigens unge Taare triller. Men Oldingen bortvisner, langsomt, og hans Ungdoms Navnkundighed begynder at glemmes. Han falder i Løndom. Hans Søns Sukke høres ej. Der er Fryd omkring hans Grav; og hans Æres Steen rejses uden Taare. Lykkelige ere de, som døe i Ungdom, naar deres Rygte er trindt om dem.