Credule, qvid frutira fimulacra fugacia captas,
Qvod petis est nusqvam.
Ovidius
Fra Lampen hisset i Guderhallen
En Funke fordum er falden;
Af Funken sig hæved en Aand saa stor:
Han svæver tit mellem Himmel og Jord,
Ved Dag og ved Midnatstide.
Hernede han finder ei Rast eller Roe,
Og aldrig mægter han stille staae;
Men stønner og stræber saa vide.
Ved Dag gaaer han ofre ad eensomme Vei,
Hvor ikke de Levende støye,
Og Menneskets Glæder skuer han ei,
Og ei dets forfænglige Møye.
Mens Livets Træl i sit Ansigts Sved
Æder sit Brød og — glemmer sit Meed,
Gaaer Aanden smægtende, sorgfuld frem,
Og søger sit Maal og søger sit Hjem,
Som evigen flyer for hans Øye.
Naar Midnatsmaanen sit Lys har tændt,
Naar Stjerner funkle foroven;
Da gaaer han, med Blikket mod Himlen vendte,
Did hvor der er mørkest i Skoven.
Og møder han der et elskende Par,
Da tindrer i Øyet en Taare klar;
Men blodig paa Jorden den rinder.
Og hører han Nattergalene slaae,
Han smiler, og kan dog ei stille staae;
Men sukker i Natten — og svinder.
Og stundom han stiger paa steileste Bjerg
Saa høit udi Ætherens Sphære,
Da synes ham Jorden en liden Dværg,
Og selv han en Kæmpe mon være.
Forgjæves en Himmel er over ham hvalt,
Han stirrer hen i det vide — Alt,
— Hult Stormen i Bjergkløften hyler.
Vidt breder han ud sin Kæmpearm,
Men Jorden er tom, og Himmelen arm:
En — Verden hans Favn ei udfylder.
O! du som vandrer med udbredt Favn
Uden Lys, uden Stie, uden Hvile!
Sig Kæmpeaand! hvad er vel dit Navn?
Hvorhen maa du stræbe og ile?
Hvi trænger dit Suk saa dybt i mit Bryst?
Hvi dræber din Aande den jordiske Lyst,
Men ikke den jordiske Trængsel?
Ak! taus du peger paa Stjernen hen:
Derfra du faldt, did du stunder igjen,
Er du ei den — evige Længsel?