Ved Qvel jeg sad i Eegens Lye,
Bedrøvet og nedbøiet,
Saae Solen dale under Skye,
Og Taarer stod i Øyet.
Da kom et lidet Barn til mig,
Jeg har ei seet dets Lige,
En Lysets Engel var hun liig,
Den underfulde Pige.
Hun Lokker bar som lysen Guld,
Og Klæder, lilliehvide,
Og hendes Blik, betydningsfuld,
Ad Himlen monne glide.
De Øyne var saa klare, blaa;
Men hendes Kinder blege,
Hun smilende hen paa mig saae,
Og maatte fremad pege.
Og blid, som Davidsharpens Klang,
Lød Barnets Sølverstemme.
Hun iled bort; men hvad hun sang
Det kan jeg aldrig glemme.
"Hvi sidder du og græder der,
Fordi din Sol bortiler?
Hvor jordisk Øye Grændsen seer,
Paa Jorden Himlen hviler.
Hvor jeg gaaer hen, skal du og gaae:
See! Vestens Høye gløde!
Der spire de Kjærminder blaa,
Saa Barnet sang og svæved hen,
Og svandt bag Vestens Høye:
Jeg græd ei meer; thi Himmelen
Laae stedse for mit Øye.