Himmelen var mørk og graa,
Jeg fornam det ikke;
Thi jeg klaren Himmel saae
I Elisas Blikke.
Stjernerne forsvundne var,
Dog jeg ikke grued;
Thi som helligt Stjernepar
Pigens Øyne lued.
Veien var saa mørk, saa trang
Fro jeg monne vandre:
Elskende gaae tungest Gang,
Salig med hverandre.
Himmelen blev atter blaa,
Jeg fornam det ikke;
Thi jeg hin ei mere saae
I Elisas Blikke.
Venligt tindred Stjernerne,
Dog mit Hjerte grued;
Thi jeg kunde dem ei see,
Som mig kjærligst lued.
— Himmel! bliv kun sort igjen!
Stjerner! I forsvinde!
Men giv atter Vandreren
Sin Ledsagerinde!