Der Heimlichkeit uhrmächt’gen Band
Kann nur die Hand der Einsicht lösen;
Gelingt’s das Innre zu entblätzen,
So bricht der Tag der Freiheit an.
Novalis.
Hellig staaer du gjennem Seklerne,
Og uvisnelige Løv dig klæder,
Andagtsfuld jeg i din Skygge træder,
Store, underfulde Træe!
Vældig, dybt din Kæmperod
Gjennem Jordens Middelpunkt sig slynger,
Og, med Issen mellem Stjerneklynger,
Evig du i Universet stod.
Blomstrende fra Pol til Pol,
Du de store Grene vidt udstrækker,
Og, bestraalet af en høy’re Sol,
Gyldne Frugter Vandreren du rækker.
O! at han dem Alle kunde naae,
Og med takfuldt Hjerte dem annamme!
Haanlig ei til fjerne Grene saae!
Glemte ei, hver Qvist har fælleds Stamme!
O! at ingen fræk, vanhellig Haand
Voved dine Knopper at afbrude!
O! at ingen iiskold Ormeaand
Voved dem for jordisk Muld falbyde!
Kun et lidet Blomster Skjalden brød
Af din grændseløse Guddomsfylde;
O! men Duften vakre, liflig, sød,
Ahnelser, som mægtig Sjælen trylle.
Derfor maa han Harpen slaae,
Og lovsjunge hvad han kun kan skimte,
Hine Frugter, som han ei kan naae;
Men som fjernt med Stjernelys nedglimte.
Dyrekjøbte Kundskabstræe!
See! for dig har vi vort Eden givet,
Og som mødig Pilgrim vandrer Livet
Taus, alvorligt gjennem Gravene.
O! men Øyet er opladt,
Og med dybe Grandskerblik det søger
I Naturens hemmeligste Bøger
Evig Sandheds skjulte Skat.
Bedre saa i Skyggerne at vanke,
Eene med den stille Tanke,
Som i mandig Flugt vil Lyset naae,
End som Børn i Paradiset gaae.
Bedre vovsom at oplede
Viisdoms hemmelige Præg hernede,
Bedre med ubunden Haand
Mellem Godt og Onde at stille,
Bedre fri sig at forvilde,
End gaae tryg i evigt Ledebaand;
Bedre med herkulisk Haand
Dristig mellem Øst og Vest at famle,
For engang hesperisk Frugt at samle,
Eller hist det gyldne Skind at naae.
Selv hvis Kæmpen falde maa,
Før han Sejrens fjerne Palme finder,
Mindet Laurbær om hans Tinding vinder,
Og bag Heltens Grav skal Sol opstaae.
Store Dag! du skal oprinde,
Gaaden løses skal engang,
Og Hvo Sandhed søgte, han skal finde.
Lys! o! Lys, Hvo standse tør din Gang!