Til Aftenstjernen
[Efter Stolberg.]
[Efter Stolberg.]
Du, som med tindrende Lys bringer den rolige Aften!
Fordum vinked du Glæder til mig, o Stjerne!
Glæder, stakket som Smil paa jordiske Læber,
Farvede Bobler liig, Vestenvindenes Leeg.
Qvægende var de mig dog, som Dug for Axet paa Heden,
Naar det henslægted. Ak! saa snarlig de svunde,
Sjælden blinker nu til mig, Stjerne! dit Øie,
Og naar det blinker, o! da er det saa mørkt.
Hyller dig sortnende Slør, eller udgyder du Taarer?
Er du, som jeg, et Rov for nagende Tungsind?
Er du, som Jordens Børn, en Arving til Jammer?
Og dine fjerne Brødre, sørge og de?
Er den blaalige Hvælving, besaaet med lysen-Sole,
Fyldt med Maaner, — kun en Elendigheds Grube?
Er de himmelske Sphærers ukjendte Toner —
Evige Klagers stille sørgende Lyd?
Eller er jeg kun elendig?
Aftenstjerne! du tier,
Saa har og du forladt den eensomme Taaler!
Dog min Frelser engang, naar Aftnen du bringer,
Aftnen, bag hvilken — intet Morgenrødt er.