Hvo vækker os af milde Morgenblund
Med hæs og umild Røst og kjølig Aande?
Hvo river Løvet af den fagre Lund,
Og vil end ikke Blomstens Afmagt skaane?
Hvo er I Væsner, som omsvæve mig
Saa kolde og saa grumme?
Mens Nordens Sol bag Skyer skjuler sig,
Og Sydens Fugle flygte, og forstumme.
O Efteraar! det, dine Sønner er,
De flagre hid, og hyle ud dit Komme,
Den søde Rose dufter ikke meer,
Og Glædens korte, korte Stund er omme.
Ak! snarlig vexler du din Dragt o! Tid,
Og Sjælens Spil dit Farvestrøg modtager,
Naar du som Vaar fremtræder lys og blid,
Naar mørk du over nøgne Stubbe drager.
Med dig vi smiled, og vi græd med dig,
Vi harmonere underlig.
O! vi er Tidens Børn, indskrænkt hernede;
Hvert Øjeblik forandres vi med den,
Ustadig er vor Kummer, er vor Glæde,
I Tidens Strøm alt Jordisk ruller hen.
Men — kunde vi bortflye med Somrens Fugle
Til lyse Egne og til evig Vaar,
Var der en Plet ei paa den store Kugle,
Hvor det, som er i Nuet ei forgaaer?
Mon der i Rummet ei en Standpunkt være,
Hvor Tidens Søn staaer uforanderlig?
Ak! nei, Natur! det monne du os lære;
Vor Vexlen, Liv og Død vi see i dig.
Det Høyeste kun hæves over Rummet,
Det Høyeste kun hæves over Tid;
Paa Tidens store Bølge er vi Skummet,
Eet Øyeblik det hæves klar og hvid;
Men Øyeblikket svinder — Bølgen ruller,
Og det, som stod der, staaer der ikke meer;
Paa Havsens Bund Havskummet dybt sig skjuler,
Og smelter hen i Draaber, som det er.
Men svinder Draaben da af Oceanet?
Den rives fort, og aldrig stille staaer,
Og endlig kastes den til Tryllelandet,
Hvor Solen lyser, som ei meer nedgaaer.
Et let ætherisk Væsen er den vorden,
Ulegemlig og uforanderlig,
Den svinder ei, som Dug for Sol paa Jorden,
En lys og hellig Stjerne er den liig.
Den stirrer fra sit høye Hjem saa vide,
Og seer kun Eet — et Eeneste — et Alt,
Som stille staaer, hvor Intet kan bortglide,
Hvor Timerne er meer kan vorde talt;
Thi der er ingen Timer meer at tælle,
Og ingen Grændse, ingen Horizont,
Der Intet vexler, Intet kan forælde,
Der Alt er givet. Intet meer er laant.
Thi Solens Straaler, som paa Jorden spilled,
I deres Aasyn samled sig igjen,
Og Kloderne, som Rummer før adskilled,
De mange Sole vorden er til een.
Der først det Høyeste vi kan betragte;
Thi Eet udi det Eeneste vi er,
Den Uraand, som vor Aand til Verden bragte,
Vi i os selv — og uden for os seer. —
— — — Ak! hvor, hvor har du bragt mig hen O! Tanke!
Paa Klippetinden svimlende jeg staaer;
Jeg seer, — og rædsomt monne Hjertet banke —
Jeg seer et eeneste et evigt Kaar. —
Og var nu det Fordømmelse. — Hvo river
Fra skrækkelige Klippetinde mig?
Hvo er du Hulde! som mig Haanden giver,
Natur! Natur o! jeg gjenkjender dig.
Hvad hvidsker du? — "Søn! grunde ei paa den Gaade!
Den er for stor og uudgrandskelig;
Gak ved min Haand! og troe og haab en Naade,
Som aldrig, aldrig vil fordømme dig!"
Ja hellige Natur! jeg dig vil følge.
Og daglig læse i din store Bog,
Maa du mig end det Høyeste fordølge,
Det — Høyere du aabenbarer dog.
Ja var ei anden Aabenbaring givet,
Naturens Søn dog troede, haabede:
Han havde dog een hellig Skrift om Livet,
Det sandselige som det evige.
Jo meer han læste i den Bog, jo mere
Han fattede af hellig Billedskrift,
Den vilde ham i Christendom oplære,
Og lede ham til Hedenolds Bedrift.
Ja Moderen kan Barnet aabenbare
saa saare Meget; dog tilbageblev
Hieroglypher, svære at forklare,
som Guddommen med egen Haand indskrev,
Og dem Guddommen eene kunde tyde,
Thi sendte han sin Søn fra Himmelen,
En Kraft fra Kraftens Ophav monne flyde,
Og Sønnen selv var Gud, som Faderen,
Han peged paa de hellige Bogstaver,
Som stod saa dunkle i Naturens Bog,
Han skjænked Jorden Himlens Naadegaver,
Og atter til sit Ætherhjem bortdrog.
Og selv det Høyeste vi nu kan skimte,
Som hellig Stjerne i en skyefuld Nat,
Den monne klarlig Haab og Troe nedglimte,
Skjøndt høyt af evighøye Haand hensat.
Omskift da kun din Dragt o! Tid, hernede!
Skjul for en stakket Stund dit Aasyn, Vaar!
Flye for en Stund, o Sommer! med din Glæde,
Kom for en Stund, du mørke Efteraar!
Og kom med dine Stormes hule Stemme,
Du blege Snemand fra den fjerne Pol.
At vi ei Livets Vinter skal forglemme,
Mens Nordens Skyer hylde Nordens Sol.
Dog ogsaa du, o Snemand! skal hensmelte
For Himmelstraalen i gjenfødte Vaar,
Og Tidens Bølge Skummet skal fremvælte,
Indtil det Tryllelandet hisset naaer.
Dog medens Tid i Rummet os forandrer,
Imedens vi mod Evigheden gaae,
Skal mangengang den bedre fromme Vandrer
Andægtig ved de store Bøger staae;
De ere tvende, haabende og rolig
Han vandre skal med Bøgerne i Haand,
Og, med Naturen og sin Gud fortrolig,
Udforske Legemverdnens skjulte Aand.
Og fatter han ei heelt den store Gaade,
Er den for stor og uudgrandskelig.
Skal han dog troe og haabe paa en Naade,
Som Oceanet uudtømmelig. —