Natura fierit laudabile carmen, an arte qvæstitum est.
Horatz.
En Vandrer standsed mødig paa sin Vei,
Og hviled sig ved mosbegroede Kilde;
Kun Legemet var mødigt. Aandeen ei,
Og Slummeren ham ei omslynge vilde.
Men Øyet vandred om i viden Dal,
Og søgte stille Fryd i Hvilestunden;
Og Øret lytted til Sølvbækkens Fald,
Og til den kjælne Fuglesang i Lunden.
Da saae han tvende Børn i Dalen gaae,
De samled Blomster saa omhyggelige.
Det eene ikke til det andet saae,
Det var en liden Dreng, og liden Pige.
Og streng alvorlig Drengen stille stod,
Og satte sine Blomster smukt i Orden,
Og naar de ei hans skarpe Blik anstod,
Han kasted dem foragtelig paa Jorden.
Men Pigen sværmed munter hist og her,
Og samled Dalens Blomster, som de fandtes,
Skovlillier, vilde Roser, Mindekjær,
Og underlig de tusind Farver blandtes.
Og smilende hun hopped, nynnede;
Men Drengen saae paa sine taus og stille,
Og nu de til hverandre ilede.
Hver sine Blomster helst berømme vilde.
Da opstod der en lille barnlig Strid:
Den Ene viged ikke for den Anden,
Kold Drengen taled. Pigen sværmed blid,
Og begge nærmed sig til Vandringsmanden.
"Du være Voldgiftsmand imellem os!
Var Drengens Ord. Du prise eller laste!
Døm hvilken Blomsterbusk fortiener Roes,
Og hvilken du vil raade at bortkaste!
Jeg har et øvet Blik, mit Navn er Kunst,
Jeg ledede med Flid, og prøved nøie,
Og mangen Gang jeg ordnede omsonst,
Til endelig det tækkedes mit Øye.
Jeg sværmer ikke regelløs omkring,
Og søger Planter spraglede og vilde;
At plukke Blomster er en ringe Ting,
Men vanskeligt, at ordne og adskille.
Oplede døde Stof, det kan Enhver,
Men Kunstens Bliv kun Stoffet kan oplive,
At samle Farver Haandens Arbeid er,
Men Aandens — Farverne sin Plads at give.
Betragt, o Vandrer! disse Blomster smaa,
Og døm, om Øyet mindste Hindring møder;
Om Farverne ei gradviis blandet staae,
Og om en eeneste mod Reglen støder."
Han havde udtalt; Pigen nærmed sig,
Og sine Blomster Vandreren henrakte,
Blyfærdig smiled hun, og blidelig
Hun bøyed sig, og nynned ømt og sagte:
"Kjend ogsaa mig! mit Navn er Phantasie.
Jeg hopper dristig over Dal og Høye,
Og bryder sorgløs Blomsten paa min Stie,
Og prøver den ei først med Kjøberøye.
Jeg kjender ikke strenge Formlers Tvang,
Og ængstelig jeg ei ved Valget bæver;
For mig er Kunstens enge Kreds for trang,
Nei fri og fro og flygtig jeg omsvæver.
Jeg søger ei med kolde Grandskerblik;
Et ømt og følsomt Hjerte kun mig leder,
Og liden Markblomst ei jeg forbigik,
Fordi den sig ei efter Regler klæder.
For mig er kun Naturen skjøn og stor,
Og vildt jeg sværmer i Naturens Rige,
Og medens frygtsom Kunst paa Sletten staaer,
Jeg monne mange t Tryllebjerg bestige.
Og mangen Underblomst jeg finder der
Som Kunsten kjender ei, og ikke skatter,
Men tit hovmodigen han mig udleer,
Fordi hans Ramme ei mit Billed fatter."
Hun tang. — Den Vandrer saae paa Blomsterne,
Og derpaa saa til Børnene han taled:
"Herlige Kunst du ordned Farverne
Saa skjønt og rigtigt, som de var afmalet,
For Øyet og Forstanden skjønt det er,
At see hvor viis du Stoffet Former giver,
For Øyet og Forstanden har det Værd;
Men Hjertet, ak! ja Hjertet — koldt dog bliver.
Og du, o hulde søde Phantasie!
Jeg dine vilde Blomster ei foragter,
En blandet Vellugt skjuler sig deri,
Og Hjertet frydes, naar jeg dem betragter;
Ja Øyet selv du lønlig trylle kan;
Thi Øyet du igjennem Hjertet vinder;
Men ak! den ædle ordnende Forstand
I dine vilde Farver — Intet finder."
Mismodig stod de Smaabørn, sørgelig
De lod en fælleds barnlig Taare rinde;
Men Pigen hvidsked: Broder! kom med mig!
Og vi skal vist den slemme Dommer vinde.
Og Arm i Arm de gik fortrolige,
Og bandt en Krands af Blomster med hinanden,
Og Arm i Arm de nærmed sig igjen,
Og rakte Krandsen hen til Vandringsmanden.
Nu glad taknemmelig han den modtog,
Og Øyet smilende paa Krandsen hviled,
Fornuften hylded — Hjertet henrykt slog,
Og fro og qvæget Vandreren bortiled.
O hulde Kunst! o søde Phantasie!
Gaae evig Arm i Arm troe med hverandre;
Bekrands hver mødig Jordboe paa hans Stie!
Og qvæget skal han fra sin Hvile vandre.