Til Fædrenelandet
[Den 1ste Jan. 1811.]
[Den 1ste Jan. 1811.]
Et nyfødt Tidens Barn huldsalig smiler
For første Gang med Engleblik;
Det blidelig endnu i Vuggen hviler;
Men Moderen saa kummerfuld bortgik.
Hun gik til sine Mødres kolde Grave,
At skjule sig blandt dem i Fortids Skjød;
Dog hun tilbagelod en herlig Gave,
En Pige har hun i sin Dødsstund fød.
Hun var den arme Moders Haab i Livet,
Imens hun gik den sørgelige Gang;
Thi Aaret var en Aabenbaring givet
Til salig Trøst i egen Nød og Trang:
Med Smerte skulde det et Foster føde,
Et andet Aar, saa herligt lykkeligt,
Som skulde bringe Danmarks Morgenrøde
Tilbage med hver Danneborgers Pligt.
Oprinde skulde der en gylden Alder,
Hin Fredegodes svundne Tider liig,
Dem Danmarks Genius tilbagekalder,
Naar Danmarks Kæmper atter rejse sig.
Ei monne Kæmpelivet sig begrave
I Fædres Høye under sorten Muld;
Der staaer endnu en Blomst i Herthas Have,
Saa skjøn, saa duftende, saa underfuld;
Og Blomsten gammelt Dannefind sig kalder,
Vel stundom den sit Hoved bøie kan,
Men aldrig ganske den til Jorden falder,
Saalange Helte staae ved Danas Strand.
Og Held os! Blomsten høit sit Hoved hæver;
Thi Danmarks Helte er ei slumret hen,
Og mangen Søn af døde Kamper lever,
Som Tidens Guld fremdrage kan igjen.
Det er ei rødt Metal, som Jorden skjuler,
Og Menneskene daarligt drage frem,
Selv kaldende fra Underverdnens Huler
Tyrannen, som behersker dem.
Da Tidens Guld i Norden herlig lyste,
Bar Nordens Sønner Guldets Lænker ei;
For Fredens Priis de gik i Kæmpedyste,
Metallet laae urørt paa aabne Vei;
Og Freden dem sit gyldne Horn henrakte,
Det var ei fyldt med Viin, og Valmuesaft,
Dets ydre Glands de monne kjæk foragte,
Og Fredens Mjød ei dræbte Heltens Kraft.
Og Barnet legede med Hjelm og Landse,
Og Styrkens Skjold den Spædes Vugge var,
Og Qvinden fletted Laurbær- Eege-Krandse,
Og Manden dem i sølvgraa Lokker bar.
Det var den Fredegodes gyldne Alder,
Den svandt — men ei for evig den bortsvandt,
Paa ny vor Skytsaand den tilbagefalder;
Thi end ei Nordens Kæmpeblod bortrandt.
I mangen Ædlings Aarer det end rinder,
Som Fædrene for Freden vil de slaae,
Som Fædrene tilsidst de Seiren vinder,
Og hæderfuldt ved faldne Fjender staae.
Ei blot den Fjende, som Sværdet slynger
Mod Nordens Bryst og Nordens Helteklynger;
Men selv hver Fjende frygtelig og stor,
Som lumskelig midt blandt os boer;
Uhyret, som kun efter Guldet higer,
Men ei Guldaldren kjender, falde først?
Først styrte Eumoniden som opstiger
Fra Ackeron den fule Vindingetørst,
Først hendes slangesmykte Søstre falde!
Vellysten, med forgiftet Myrthegren,
Og Overdaad, vi fra Afgrunden kalde,
Hin Benrad, skjult i Purpurklædningen;
Og deres Følgesvend, hin Dødens Broder,
Den dorske Sjælesøvn, fra Dybet sendt,
At dysse Sønnerne, mens gamle Moder
Staaer eene, og seer Dolken mod sig vendt.
De falde først, vor Nordens nye Fjender,
Som inden Nordens Grændser ruste sig?
Først da med Kæmpekraft sig Helten vender
Mod fremmed Overmod, mod fremmed Svig.
Og da skal hver en Fredsforstyrrer vige,
Da har vi fundet Tidens svundne Guld;
Da skal hun blomstre skjønt den unge Pige,
Som end i Vuggen smiler englehuld.
Da opfyldt Aabenbaringen er vorden,
Som trøsted Moderen, som trøster Norden,
Da er den opfyldt — Danmark lykkelig.
Og Pigen skal i Herthas Hauge finde
Hin Blomst, som aldrig, aldrig vil forsvinde,
Og hun skal pleie den saa blidelig;
Og til en kraftfuld Mand hun sig skal klynge,
Og elskovsfulde Arme om ham slynge;
Sjælsstyrke vorder Heltens Navn.
Og Pigen skal os stærke Sønner føde;
Og Fædreland! i lyse Morgenrøde
Du hvile skal i Fredens Favn.