Paa Bjergets Aas, høyt over Jordens Dale,
Men dybt dog under Azurhvælvingen,
Sad Himlens Møe, og hørte Almagt tale
I Ormens Gang, — i Klodevandringen;
Hun skued Plan i — Rædslerne paa Jorden,
Natur i — Unatur, Lov i — Uorden,
Og evig Viisdom midt blandt — Daarerne;
Hun skued Fryd, hvor Blindheds Sønner græde,
Sol skjult bag Skyerne, som Nat udbrede,
Og evig Godhed midt blandt — Lasterne.
Af hellig Andagt Pigens Hjerte bæved,
Og hendes Aand til Gud sig hæved,
Taus aabned hun mod Himmelen sin Favn;
Religion var Pigens Navn.
Blid nærmed sig en anden Huldgudinde,
Hun sank i den Helliges aabne Arm;
Som to forklarte Sjæle sig gjenfinde,
Saa sammenflød de Hulde Barm mod Barm,
Hiin med det stille klare Tænkerøye,
Som dvælede dybsindigt i det Høye;
Og denne med Guldharpen paa sit Skjød;
Og Tanken naaede Himlens Regioner,
Ombølget sødt af Harpens Sølvertoner,
Og deres Gjenklang over Jorden lød.
De tvende Møer Tvillingsøstre ere,
Og aldrig de adskilles mere;
Men vandre vil i evig Harmonie
Religion og Poesie.
End fletted sig i Huldgudinders Kjæde
En Trillingsøster, skjøn og tryllende,
Kun hendes Skygge skimte vi hernede,
Paa Bjerget staaer hun selv blandt Søstrene.
Som Morgenstjernens hellig klare Lue
Fra Sletten vi Bjergmøens Blikke skue,
Og Roserne i hendes Lilliehaand
Er liig det fierne Østens gyldne Stribe,
Som Barnet løber efter og vil gribe,
Skjøndt Himlen bandt den med et evigt Baand.
Naar Solen fra den mørke Klode iler.
Den Hulde ned fra Bjerget smiler;
Som Venus lyser hun mod Nat derfra:
Hun kalder sig Urania.
Saa staae paa Bjergets Aas de trende Piger,
Religion, Digtkunst og Kjerlighed;
Kun sjelden nogen Dødelig did stiger:
Steilt Bjerget er, dets Navn: Lyksalighed;
Men trende falske Huldgudinder lede
De arme Dalens Børn i Trældomskjæde;
De ere myrdende Erinnyer:
Vantroen med den skumle, frække Pande,
Sirenen med sin Sang fra nøgne Strande,
Og Vellyst, som med giftig Læbe leer.
Dog Dalens bedre Sønner Dalen vige,
Og, kan de Aasen ei bestige,
Ved Bjergets Fod de staae tilbedende,
Og skue mod de hulde Tre.