Jeg Kroner havde vundet, men gav dem bort igjen;
Mit Navn fløi med Ry over Jorden.
Den sidste Ven, mig fulgte, var ogsaa faret hen;
Jeg tænkte paa Folket i Norden.
Hos Havet stod jeg ene, ved Orientens Strand;
Jeg steeg paa den flydende Snekke.
Den hele vide Verden dog eied intet Land,
Hvor Muld mig i Grav skulde dække.
Jeg vidste ei hvorlunde; det var vist ingen Drøm:
Min Fod havde vandret saa vide;
Mig syntes, jeg var kommen til Paradisets Strøm,
Med Glavind og Sværd ved min Side.
Mig syntes, jeg var kommen til Paradisets Port;
Den stod mellem Afgrund og Himmel.
Men alt hvad jeg banked, det hjalp dog ikke stort;
Ved Afgrunden styrted jeg svimmel.
Mig syntes, jeg var tørstig, men Verden var for tør;
Dog Tankerne blev mig fuldmilde —
Og da min Sjæl blev lædsket, som ei i Verden før:
Jeg øste af Livstrømmens Kilde.
Jeg troede det tilvisse: jeg skulde aldrig døe;
Mit Liv var som Aandens i Norden;
Min Sjæl var som Folkets paa Daners grønne Øe:
Den aldrig udslettes af Jorden.
Mig lysted nu at seile til Verdens Ende hen;
Heelt underligt var jeg tilmode:
I Syden og i Norden jeg eied ingen Ven;
End ei mig de Danske forstode.
De Mænd, jeg æred høiest, de faldt paa Ronceval;
Og død var Carolus den Store.
De Kjæreste forlod jeg ved Himalayas Dal;
— Nu Bølgerne med mig bortfore.
Orkaner om mig brølte; paa Bølgebjerg jeg foer;
Og nu blev jeg trøstig tilmode.
Jeg heised alle Seil, og jeg kyled bort mit Roer;
Til Havet jeg tryg mig betroede.
Jeg vidste ei hvorlunde; det var dog ingen Drøm:
Mit Skib var blandt Klipper begravet.
Ud Naglerne var fløiet; hver Planke drev for Strøm;
Men jeg reed paa Masten i Havet.
Jeg reed som i Triumph til saa underfuld en Øe;
Og Øen jeg kjendte fuldnøie:
Der skinned tusind Taarne og speiled sig i Søe
Med Kroner og gyldene Fløie.
Det Slot jeg kjendte nøie; jeg før engang det saae;
Da svandt det som Sky over Voven.
Nu stod det for mit Øie; paa Klippetind det laae
Med Palladser i Guldæbleskoven.
Altanen jeg gjenkjendte; den speiled sig i Søe
Med Laurer og Myrther saa grønne.
Der vinked mig fra Svalen paa underfulde Øe
Med Krandsen den skjønneste Skjønne.
Om Rosenkinden bølgede de rige Lokkers Strøm;
Det deilige Hoved var bøiet.
Det var som Naturens den hemmeligste Drøm
Var maled den Skjønne i Øiet.
Jeg vidste ei hvorlunde; jeg fløi i hendes Favn,
Som bar mig usynlige Vinger.
Hun krandsed mine Lokker; hun nævned mig ved Navn;
Det klang mig som Englerøst klinger.
”Jeg saae dig i din Vugge; jeg saae din Heltegang”
— Saa sang hun den skjønneste Skjønne —
”Jeg holder hvad jeg loved og ved din Vugge sang:
”Udødeligheds Krands skal dig lønne.”
”Det Største var din Attraa; det Største blev din Løn;
”Din Tid dog en Stund du skal glemme.
”Naturen dig kaared til alle Tiders Søn,
”Og heelt skal du Livet fornemme.”
”Du øste af den Kilde, du øste af det Væld,
”Som underfuld Verden forynger.
”Du saae gjennem Porten ved Helligdommens Fjeld,
”Hvor Fuglen i Livstræet synger.”
”See! derfor skal du leve, naar Verden bliver graa;
”Mit Liv skal din Sjæl gjennemstrømme.
”Til Daad skal du atter med Kæmpekraft udgaae;
”Til dit Folk dig forstaaer, skal du drømme.”
”Hvad Verden kalder Drøm, er dog Sandhed i min Favn,
”I Naturens forborgneste Rige:
”De hemmeligste Tanker, de hemmeligste Savn
”Skal til Klarhed fra Dunkelhed stige.”
”Den Krone, du har vundet, er underfuld og stor;
”En større dog venter dig siden:
”Den gjemmes ved din Vugge; den straaler høit i Nord —
”Den er Evighedskjernen i Tiden.”
Jeg vidste ei hvorlunde; det var dog ingen Drøm:
Hvad før jeg kun drømte var fundet;
Men dukket var mit Hoved i Glemselens Strøm,
Og brat var hvert Minde forsvundet.
De gamle Dages Billed bortrulled i et Nu:
Carolus og Roland var glemte;
Skjøn Gloriant selv kom mit Sind ei meer ihu —
I Slør laae dog Minderne gjemte.
Jeg leved hos den høie udødelige Fee,
I Morganas og Alfernes Rige.
Mit Øre kunde høre, mit Øie kunde see
Hvad Aartusinder først kan udsige.
Hvad Skjaldene kun aned, hvad Genien kun saae,
Som slumrer i Folkenes Sjæle,
Det klart i den Deiliges dybe Øine laae,
Det klang med den Deiliges Mæle.
Magnet-Øen nævnes hiin underfulde Øe;
Der Seclet som Døgn mig er svundet.
Hvor Avalun opstiger af Verdensdybets Søe,
Mig det dybeste Liv er oprundet.
