I Sommernatsfest paa Morganas Øe
Jeg hilsed Alfernes Konning.
Skjønt Oberon bar paa Sky over Søe
Til Festen sin lille Dronning.
Han er en Smaadreng med Vinger paa
Og Guldkrands i gyldne Lokker.
Den Drot kan Sjælenes Liv forstaa,
Som toner fra Fuglestruber smaa
Og drømmer i Blomsterklokker.
I Oberons Blik der tindrer en Ild,
Lig Blink fra brændende Kloder;
Og tit mod sin Dronning underlig vild
Opflammer Morganas Broder.
Da er der Storm i Naturens Bryst:
Bleg flygter den Lillie-Dronning.
Men naar de kan høre Morganas Røst,
Titania kommer igjen med Lyst,
Gjenfavnet af Alfers Konning.
Da bliver der Fest paa Morganas Øe:
Glad hilses Hjerternes Konning;
Med Natsværmer-Hær paa Sky over Søe
Han bærer sin lille Dronning.
Sit gyldne Valdhorn blæser han paa;
Hun ryster de gule Lokker.
Det kan hver slumrende Sjæl forstaa:
Det jubler fra Nattergalstruber smaa;
Det dufter fra Lillieklokker.
Titania svæver i Glands saa mild
Som Straalen fra Maanernes Kloder.
I Alfernes Dands ved Lysfugle-Ild
Hun favner Morganas Broder.
Da er der Fred i Naturens Bryst:
Hver Smaablomst nikker og neier;
Hvert Træ, hver Busk og hvert Siv faaer Røst;
Paa dansende Bølger sjunger med Lyst
Hver Luftning om Kjærligheds Seier.
