Oberon svang sig op paa mit Skjød;
Der sad han med Spiir og Krone.
Titania sad paa Fjerpuden blød,
Paa Guldfasanvingens Throne.
Oberon rysted sin gyldne Lok;
Hans Krone faldt mig i Haanden.
Glad sang den dansende Alfeflok;
Men dybt jeg rørtes i Aanden.
Det var som Kronen, jeg holdt i Haand,
Var hele Naturens Hjerte;
Det var som det gyldne magiske Baand
Omslutted af Fryd og Smerte.
Oberon gav mig sin Herskerstav;
Hans Spiir var en Lotusstængel:
Min Sjæl mig syntes et bundløst Hav,
Og Hjertet en mægtig Engel.
Oberon gav sin Dronning et Nik;
Hun fløi fra sin Guldfugltrone.
Hun smiled med sælsomt Maaneskinsblik;
I Luften hun svang sin Krone.
Og Kronen blev til et Regnbueslør:
Det fløi mellem Jord og Himmel.
Ret aldrig skued mit Øie før
Saa deilig en Farvevrimmel.
Ret aldrig skued mit Øie før
Slig Pragt mellem Jord og Himmel:
Igjennem det flyvende Regnbueslør
Der skinned en Særsyn-Vrimmel.
I Lysglands flagred der Piger smaa
Med Stjerner paa Sommerfuglvinger.
Det var som jeg alle Guds Engle saae;
Det klang som Sphæresang klinger.
Og det var Oberons Horn, som klang;
Han stod paa mit Skjød og blæste.
Det var som hele Naturen sang;
I Drengens Øjne jeg læste:
De tindred med tusind Stjerners Ild,
Med tusinde Maaners Flammer.
Den mægtige Klang, snart dyb, snart mild,
Udvided mit Hjertekammer.
Mig syntes den hele Verden sang,
Og selv jeg høit maatte sjunge.
Det var som min Røst i Skyerne klang;
Hvert Baand var løst fra min Tunge.
Men Sangen med hele Naturens Røst,
Hiin Sphæresang uden Lige —
Den steg fra den skjønneste Skjønnes Bryst —
Den klang fra Morganas Rige.
