Oberon svang sig op paa mit Skød;
Der sad han med Spir og Krone.
Titania sad paa Fjerpuden blød,
Paa Guldfasanvingens Trone.
Oberon rysted sin gyldne Lok;
Hans Krone faldt mig i Haanden.
Glad sang den dansende Alfeflok;
Men dybt jeg rørtes i Aanden.
Det var, som Kronen, jeg holdt i Haand,
Var hele Naturens Hjerte;
Det var, som det gyldne magiske Baand
Omslutted al Fryd og Smerte.
Oberon gav mig sin Herskerstav;
Hans Spir var en Lotosstængel:
Min Sjæl mig syntes et bundløst Hav,
Og Hjertet en mægtig Engel.
Oberon gav sin Dronning et Nik;
Hun fløj fra sin Guldfugltrone.
Hun smiled med sælsomt Maaneskinsblik;
I Luften hun svang sin Krone.
Og Kronen blev til et Regnbueslør:
Det fløj mellem Jord og Himmel.
Ret aldrig skued mit Øje før
Saa dejlig en Farvevrimmel.
Ret aldrig skued mit Øje før
Slig Pragt mellem Jord og Himmel:
Igennem det flyvende Regnbueslør
Der skinned en Særsyn-Vrimmel.
I Lysglans flagred der Piger smaa
Med Stjerner paa Sommerfuglvinger.
Det var, som jeg alle Guds Engle saa;
Det klang, som Sfæresang klinger.
Og det var Oberons Horn, som klang;
Han stod paa mit Skød og blæste.
Det var, som hele Naturen sang;
I Drengens Øjne jeg læste:
De tindred med tusind Stjerners Ild,
Med tusinde Maaners Flammer.
Den mægtige Klang, snart dyb, snart mild,
Udvided mit Hjertekammer.
Mig syntes, den hele Verden sang,
Og selv jeg højt maatte sjunge.
Det var, som min Røst i Skyerne klang.
Hvert Baand var løst fra min Tunge.
Men Sangen med hele Naturens Røst,
Hun Sfæresang uden Lige —
Den steg fra den skønneste skønnes Bryst —
Den klang fra Morganas Rige.