Vi reed i Landet, hvor Sol stod op,
I Ørknens Sand og ved Havets Vove,
I Flodens Dal og paa Bjergets Top
Og dybt gjennem natsorte Skove.
Vi hørte Bøflens og Panterens Røst
Og Brøl fra Schakalens og Tigerens Struber
Og Hyl fra Hyæners hungrige Bryst
Og Hvislen fra Slangernes Gruber.
Men lukt var Landet, hvor Fred kan bo,
Hvor ei de skrigende Drifter stride,
Hvor Lammet leger med Løvens Klo,
Og Kiddet ved Parderens Side.
En Nat jeg drømte ved Fjeldets Fod:
Ved Afgrundsdybet lød Varselsrøster;
Det var som ved Verdens Ende jeg stod,
Ved Jordlivets yderste Kyster.
Da braged det over Fjeldet med Lyn,
Og spaltet syntes mig Bjergemuren:
Et Glanshav blænded mig Sans og Syn —
Forklaret var Verdensnaturen.
Jeg stirred ind i et fremmed Land;
Dets Herlighed har i Verden ei Lige.
Jeg saae, hvad Læber ei nævne kan
Og Tunger ret aldrig udsige.
Et Glimt, lig Tankens Lyn i mit Sind —
Et Blink — og Glansen var atter slukket.
Eet Blik kun i Paradiishaven ind —
Et Nu kun — og Fjeldet var lukket.
Mig syntes, jeg saae i det ene Blink
Hvad tusind Liv skulde aabenbare.
Mig syntes, jeg saa Cherubens Vink;
Mit Liv han vilde bevare.
Mig syntes, jeg vidste, hvor Kilden flød
Med Blomst af Urten, som groer mod Døden.
Jeg vaagned ene. Min Hingst laae død.
Frem gik jeg mod Morgenrøden.
