Vi red i Landet, hvor Sol stod op,
I Ørknens Sand og ved Havets Vove,
I Flodens Dal og paa Bjærgets Top
Og dybt gennem natsorte Skove.
Vi hørte Bøflens og Panterens Røst
Og Brøl fra Sjakalens og Tigerens Struber
Og Hyl fra Hyæners hungrige Bryst
Og Hvislen fra Slangernes Gruber.
Men lukt var Landet, hvor Fred kan bo,
Hvor ej de skrigende Drifter stride,
Hvor Lammet leger med Løvens Klo,
Og Kiddet ved Parderens Side.
En Nat jeg drømte ved Fjældets Fod:
Ved Afgrundsdybet lød Varselsrøster;
Det var, som ved Verdens Ende jeg stod,
Ved Jordlivets yderste Kyster.
Da braged det over Fjældet med Lyn,
og spaltet syntes mig Bjærgemuren:
Et Glanshav blænded mig Sans og Syn —
Forklaret var Verdensnaturen.
Jeg stirred ind i et fremmed Land;
Dets Herlighed har i Verden ej Lige.
Jeg saa, hvad Læber ej nævne kan
Og Tunger ret aldrig udsige.
Et Glimt, lig Tankens Lyn i mit Sind —
Et Blink — og Glansen var atter slukket.
Eet Blik kun i Paradishaven ind —
Et Nu kun — og Fjældet var lukket.
Mig syntes, jeg saa i det ene Blink
Hvad tusind Liv skulde aabenbare.
Mig syntes, jeg saa Kerubens Vink;
Mit Liv han vilde bevare.
Mig syntes, jeg vidste, hvor Kilden flød
Med Blomst af Urten, som gror mod Døden.
Jeg vaagned ene. Min Hingst laa død.
Frem gik jeg mod Morgenrøden.