Da Fjenden trængte mod os frem
med sine vilde Skarer
og truede vort stille Hjem
med Krigens Gru og Farer;
da Danmark ængstet og i Nød
paa sine Sønner kaldte,
og bad dem frelse sig fra Død,
og dem sin Nød fortalte,
da mødte ogsaa trofast du
og stilled dig blandt Skaren,
du kom med uforfærdet Hu
og ænsed ikke Faren.
Du rev dig fra din stille Færd
ved Bogen og ved Lampen,
og mødte ved den lille Hær,
beredt at gaa i Kampen.
Du døjed Hunger, Kuld og Tørst
utrættet til det Sidste,
du gik til Arbejd altid først,
mér villig end de Fleste.
Og da den kom den blodige Dag,
som ej os gaar af Minde,
da kæmped du for Danmarks Sag,
og kæmped som iblinde.
Du gik som i Bersærkergang,
imedens Kugler regned,
du ænsed ikke deres Sang,
før truffen om du segned.
Dog vilde du ej give tabt,
for dig var Smerten liden,
du samlede din sidste Kraft
og styrted frem i Striden.
Da segned du for anden Gang,
og denne blev den sidste,
thi under Kuglers vilde Sang
dit Øje maatte briste.
Nu hviler du i Slesvigs Jord
iblandt de andre Brave,
men Mindets Blomst saa frodigt gror
paa eders Heltegrave.
Thi Liv og Blod I glad hengav
for gamle Danmarks Ære,
derfor skal din og deres Grav
en Helligdom os være.