Tys, hører du, det sukker
i Skovens Kroner,
hør, hvor det sælsomt toner
i Natten stille.
Og hører du, det sukker
fra Kildevældet,
i Dalen og paa Fjældet,
hør, Alting sukker.
Naar Stjerneskjæret, tændes,
og Natten skumrer,
naar alt det Skabte slumrer,
saa vaagner Sorgen,
den Sorg, som dybest inde
Naturen gjemmer,
med Tusinder af Stemmer
den sagte hvisker.