Hver Aften og hver Morgen
en dæmpet Klokkeklang gaar
ud over Fyrisstaden
fra Bakken, hvor Kongsgaarden staar.
Kong Gustav Adolfs Datter
rejste Klokken engang,
nu maner den alle, som høre den,
til Bøn med sin dybe Klang.
Hun var i Tvivl og Vaande,
hun stred saa haard en Strid,
hun mærked, hun var ved at segne,
saa satte hun Klokken did.
Hun bad dem lade den tone
hver Morgen og hver Kvæld
og mane alle, som hørte den,
til Bøn for hendes Sjæl.
O, hør, hvor vemodig den klinger,
som om den selv bad med;
O, beder, I, som høre den,
for Dronning Christines Fred.
Og bed ikke blot for hende,
bed for Enhver, som er død,
bed for Enhver, som lever,
thi vi er alle i Nød.