Et Aar er der gaaet, kun et eneste Aar
fra den Dag, Kong Frederik døde,
og Danmark alt vaander sig under dybe Saar,
ak længe, ja længe vil de bløde.
Ak Danmark, vort stakkels, vort elskede Land,
man ofte har dig lignet ved en Have,
men nu er Haven dækket af Ørkenens Sand,
og Ledet, ja Ledet er aflave.
Thi han, som den vogted saa mild og saa god,
og stelled og bragte alt i Orden,
som gjerne vilde ofre for den sit Liv og Blod,
ak han er ej mere paa Jorden.
Ak Danmark, man har lignet dig ved en fager Mø
med Ungdommens glimrende Smykke,
ak stakkels fagre Ungmø, din Elsker maatte dø,
da vendtes til Kummer din Lykke.
Et Aar er det siden, kun et eneste Aar,
da stod han i Manddommens Styrke,
i Roskilds gamle Kirke nu Kongekisten staar,
og over Danmark hviler Sorgens Mørke.
Ak meget har sig ændret i det eneste Aar,
nu er vor Fremtids Himmel mørk og taaget, —
men i Roskilds gamle Kirke, der Kongekisten staar,
med Dannerfolkets Gyldenkrans paa Laaget.
Fra Kisten skal der lysne en Glans for vor Fod,
som skal os vise Vejen, vi skal vandre,
og Tanken om Kong Fredrik skal styrke vort Mod,
at oprejst vi kan holde hverandre.
Og aldrig skal den slukkes den hellige Ild,
bestandig skal i Danmark den funkle,
og kommer der end Byger, der brat den slukke vil,
de skal dog ej faa Magt den at fordunkle;
thi sker det, da vil aldrig sig sprede den Sky,
som blytung over gamle Danmark svæver,
men viser den os Vejen, forvist engang paany
af Gruset sig Danmarks Borgspir bæver.