Solen sig hæver af Mimers Væld
for at skue den blodige Dyst,
gridsk lusker Ulven frem bag sit Fjæld,
til Lig har den Lyst;
Øjne lyne
bag rynkede Bryne,
Vikinger bolde
slaa Sværd mod Skjolde.
Hild sig svinger paa Skyen rød,
Valdisers Flok følger med,
Alting varsler om Blod og om Død,
Odin til Jord skuer ned.
Til Kamp saa fage
de Kæmper drage,
med Sværd og Skjolde
de Vikinger bolde.
Fremmerst i Striden Søkongen staar:
»Fremad! til Sværdstævne frem!«
Døden fra Fjendernes Vaaben ham naar,
leende raaber han: »Frem!
Lad mig kun falde,
hør Lurerne gjalde,
kast Eders Skjolde,
I Vikinger bolde«.
»Frem! til vi sværdbidte falde, vi slaa
for at hævne hans Død!«
Leende alle til Valhal de gaa,
hæst galer Kamphanen rød.
Med brustne Blikke
om Drotten Kigge
foruden Skjolde
de Vikinger bolde.