Tungt ruger Natten mørk over Sø,
en ravnsort Snekke gynger ved Stranden,
sorte er Skjoldene, sort er Sejlet,
alt er saa sort, kun i Stævnen det glimter,
Dragens Hoved luer af Guld,
Halsen den strækker, som vilde den flyve
bort fra den faste, den smilende Landjord
ud paa det barske, det bølgende Hav.
Et Tog sig nærmer, en Mand de støtte,
mødig kan næppe han oprejst sig holde;
tavse, alvorlige skride de fremad,
fast som de bar deres Lykke til Graven.
Brede Mærker fik Drotten af Sværdet,
mange ere de Vunder, som gabe,
stille de bære ham ud paa hans Snekke,
sætte ham der i den buede Stavn.
Med røden Guld og med prægtige Vaaben
lade de Snekken, og valfaldne Kæmper
give de Drotten i Følge til Valhal,
grant skal det skjønnes, naar Odin han gjæster,
det er ej betlende Stavkarl, som kommer,
det er en mægtig, vennesæl Drot.
Saa tænde de Skibet; det begede Tømmer
syder og blusser med knitrende Flammer,
op omkring Masten sig Luerne vinde,
stumme de Ildtunger kvæde et Drapa,
kvæde om barn, der nu sejler til Odin,
styrer for sidst Gang nu tilhavs.
Tovet de kappe og skyde saa Snekken
ud fra Land, da spænder sig Sejlet,
bugner for Vinden, og Søkongen stævner
ud paa det store, det bølgende Hav.
Det lyner, og Tordenen drøner fra Skyen,
Vingthor kjører paa Kærren fra Thrudvang,
farer imøde den kommende Drot.
I Øster det lysner, paa Lidskjalf staar Odin,
smiler til Helten, som nu vil ham gjæste;
vidt fløj Kong Hakes Ry over Lande,
vel er den Drot blandt Ejnheriar kjendt.
Lurerne tone fra Land over Søen,
det er hans Kæmper, som byde Farvel.
Længe de staa og se efter Dragen,
som sig paa Bølgen saa frihedsglad vugger,
længer og længer fra Land den sig fjerner,
Luerne vise dem Vejen, den stævner;
men da de slukned, da tænkte de alle:
nu styred Drotten i Valhal ind.