Natten ruged over Gaarden,
Halfred sov, men Thordis vaaged,
Jaa og lytted paa sit Leje,
om ej de, hun vented, kom.
Halfred vaagned: »Hørte, Thordis,
Du min Hund i Vaande hyle?
stakket Liv jeg har tilbage,
det er spaaet, jeg følger Sam«.
Op stod Halfred, tog sin Bue
og sit Kogger, fyldt med Pile;
højt hans Spyd paa Væggen gungred,
tav først, da han tog det ned.
Thorgrim op ad Huset klatred,
keg, om Halfred var derinde;
snelt var han til Gluggen kommen,
snellere dog kom han ned.
»Er saa Halfred hjemme, Thorgrim?«
»Jeg fik ikke Tid at se det,
men hans Spyd er hjemme, véd jeg«,
— det var Thorgrims sidste Ord.
Frem de stormede mod Huset,
hvast var hvert et Ord, der taltes,
hvast var hvert et Blik, der skjødes,
grant der saas, at Liv det gjaldt.
Pile fløj fra Halfreds Bue,
ramte sikkert, hvor han sigted,
Ravne kredsed omkring Huset,
tavs stod Thordis bag og lo.
Mange var de, alle skjød de,
Ingen mægted ham at træffe,
stolt stod Halfred med sin Bue,
tavs stod Thordis bag og lo.
En hun tog af deres Pile,
rakte den til ham og sagde:
ȯg nu deres Skam, min Husbond,
send dem deres egen Pil«.
»Vanraad raader du nu, Thordis;
mindes du ej, det blev spaaet mig:
fremmed Pil paa egen Bue
volder engang Halfreds Død«.
»Lidet kjender jeg nu Halfred,
da ham Spaadomsord kan skræmme,
nu da Stordaad frem er buden,
ej er sligt min Husbond ligt«.
Pilen lagde han paa Strængen,
sendte den mod sine Fjender,
bleg stod Thordis bag og smilte:
Buestrængen brast med Brag.
»Nu mit Liv mod Enden lider,
snart vil Gaarden staa i Luer,
om ej du, min Hustru, frelser;
Daad maa bøde onde Raad.
Af dit Haar en Lok du tage,
sæt som Stræng den paa min Bue,
saa skal stolte Frasagn spørges
om min Hustrus fagre Haar«.
»Derom vil jeg nu dig minde,
hvad igaar der skete, Hal fred,
mindes du det Slag, du gav mig?
aldrig Nogen før mig slog.
Dengang svor jeg højt og helligt,
at det Slag jeg skulde hævne;
nu dit Liv jeg kræver, Halfred,
nu skal Hævnen stolt gaa frem.
Selv jeg gik til dine Fjender,
meldte dem, at vi var ene;
om inat de vilde komme,
bødes dem min Husbonds Liv.
Vanraad raadte jeg med Vilje,
vidste vel, hvad Skjæbnen vilde,
fremmed Pil paa egen Bue,
vidste jeg, blev Halfreds Død«.
»Nu jeg ser, at mine Frænder
havde Ret, dengang de sagde,
der er Edder i dit Hjerte,
nu jeg véd, at du er ond«.
»End du ej din Hustru skjønner.
Aldrig voxte onde Tanker
imod dig i Thordis’ Hjerte;
Ingen elsker jeg som dig.
Det jeg svor, og det skaf evnes,
at min store, stolte Husbond
ej en Hustru skulde eje,
som lod Sligt uhævnet staa«.
Tavs stod Halfred, saa’ paa Thordis
»Ingen Mand fik slig en Kvinde!
Du vil kun blandt Storfolk være;
vel, det ske dig, som du vil«.
»Nu vi lægge Ild til Gaarden«,
Raabet lød fra Fjendeflokken,
»Gaa kun frit af Stuen, Thordis,
Halfred blot faar blive der«.
Tavs stod Thordis der og smilte,
saa’ dem lægge Ved om Huset.
»Gaar du ikke ud, min Hustru?«
»Vi faa blive sammen nu«.
Tavs skred Halfred frem i Hallen,
satte sig og Thordis hos ham,
som en Brud og Brudgom sad de,
saa blev Brudeblusset tændt.
Kun en liden Stund det vared,
førend Alt var Bøg’ og Luer;
men fra Baalet, siger Sagnet,
tvende hvide Svaner fløj.