Mange smaa Fruer i Vinterens Land
gemmer en Vaar under Kjolen.
Foraaret finder langs Grøfternes Rand
Smaabørn, som leger i Solen.
Brum nu, du blomsterforelskede Bi!
Alle smaa Fanger har sprællet sig fri.
Foraarets Tid!
Hoppende Kid
bræger om blomstrende Sti.
Læg jer nu, diende Smaalam, paa Knæ!
Hussvale, kit nu din Rede!
Udfold din Dejlighed, Kirsebærtræ,
henover brogede Bede!
Foraaret udstrør sit Løvetandsguld.
Fryd dig nu, Moder, som lader dit Kuld,
kaade som Lam,
hoppe af Ham
ud paa den straalende Muld!
Aa, jeg har baaret dem byrdefuldt nok,
dybt har jeg stønnet og sukket.
Spring nu paa Græsset, min afklædte Flok,
rundt om det Væld I har drukket!
Fryd i hver fjedrende Ankel og Fod!
Genfødt i Sommeren blomstrer mit Blod.
Stumme og smaa,
krumme I laa
før I min Rede forlod.
Viben faar Unger, naar Engen er grøn.
Himlen har Røster saa milde.
Aske, som drak af den dybeste Brønd,
svulmer mod Solskinnets Kilde.
Frislupne Fanger fra Vinterens Byer
færdes i Fred mellem Urter og Dyr.
Blomster og Træer
er dem saa nær
under de salige Skyer.
Dristige Dreng med den dunede Læg,
Pige med lysende Manke,
fandt I en Rede med varme smaa Æg,
saa I et Fuglebryst banke?
O, de har haft en alvidende Stund.
Henførte sank de mod Allivets Bund.
Kun deres Mor
genfandt dens Spor
paa deres undrende Mund.
Frugtbare Søvn, naar vi mumlende sank
barnligt i Mulmet tilbage!
Morgen, som mødte os ubrugt og blank,
kunde din Sødme vi smage!
Moder, som stanser ved Midvejens Pæl,
straalende Øjne genspejler din Sjæl.
Fryd dig, du fandt
Livet, som svandt,
uskadt fra Isse til Hæl.
Vrinsk nu mod Solen, min springende Søn!
Bøj dig mod Blomsterne, Datter!
Rolig i Skyggen jeg nyder min Løn,
svalet af klingende Latter.
Brug jer, smaa ivrige Arme og Ben!
Fri har jeg sluppet jer én efter én.
Foraarets Tid!
Hop mine Kid!
Bræg under Kirsebærgren!