Luk kun Vinduet op, lille Frue,
for det luftige hvide Gardin!
Saa gaar Sommeren ind i vor Stue
mellem Blomster og flagrende Lin.
Alt det Solskin, du vented saa længe,
lad det farve en vinterbleg Kind!
Det har ligget og leget i Enge
med de krydrede Vaardages Vind.
Det har hvilt sig paa Banker du kender,
hvor en Sydskrænt blev blaa af Viol,
og hvor Kalvene gik, dine Venner —
det har Hilsen fra Barndommens Sol.
Det har brunet fra Hælen til Knæet
Landsbysmaapigers dunede Ben.
Det har omfavnet Kirsebærtræet,
imens Bierne sang om dets Gren.
Og mens Sværdliljen lyste langs Aaen,
gik det ind i dens skælvende Skød;
og den honningdryppende Slaaen
har udaandet sin Sjæl i dets Glød.
Langs din Hals, langs dit Haar er det kriblet.
Det har guldtavlet Gulvenes Brædt.
Paa vor Væg staar den Bort, det har kniplet,
under Loftet dets Regnbuespæt.
Alle Farverne aander i Solen
mellem Blomster og luftige Lin.
Du kan sidde og blunde i Stolen
ved det flagrende hvide Gardin.
Du kan sidde saa lunt som en Due
paa en Solplet i Skovbrynets Tjørn,
mens en Bi tumler ind i vor Stue
som en vred, lille, brummende Bjørn.
Hvor den kaster sig blindt mod vor Rude
fra det regnbuebæltede Loft!
Den har brummet blandt Brødrene ude
langs den mælkebøtbræmmede Toft.
Hvor den rødlige Poppelløv ringler
over Grøfternes græssende Faar,
og hvor Hopper med raslende Bringler
foran Tromlerne prustende gaar.
Den har bugtet paa Solskinnets Bølge
over Tage sin syngende Traad.
den har kaldt — — — og beredt til at følge
gaar vor Tanke i Sommerens Baad.